Harmonikasammenstød spærrede vej ved Højslev

En ældre mand er sendt til tjek på hospitalet, efter at tre biler her til eftermiddag kørte sammen.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Tre biler kørte onsdag eftermiddag sammen ved en rundkørsel nær Højslev.

Ingen er kommet alvorligt til skade, men personen i den midterste bil er sendt på hospitalet til tjek.

Lars Even, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller:

- Det var en ældre mand, der fortalte, at han havde nogle smerter i nakken, så vi fik tilkaldt en ambulance til ham. 

Klokken 14:13 løb meldingen ind hos Midt- og Vestjyllands Politi om et færdselsuheld på Ny Viborgvej ved rundkørslen mellem Ny Viborgvej og Hobrovej i Højslev.

Meldingen skyldtes et harmonikasammenstød, hvor tre personbiler var involveret.

To af de tre involverede biler havde fået så voldsomme tryk, at de ikke kunne køres væk derfra. Det betød, at Nordvestjyllands Brandvæsen måtte spærre vejen af for at få bilerne fjernet.

Jesper Ørum, der er indsatsleder hos Nordvestjyllands Brandvæsen, fortæller, at man spærrede vejen af sikkerhedsmæssige årsager.

- Hvis vi skal kunne arbejde på et sted, der er så trafikeret som det her, så er vi nødt til at spærre af, for at vi kan være sikre på, at vi ikke bliver kørt ned, fortæller Jesper Ørum. 

Nordvestjyllands Brandvæsen har fået fjernet de tre biler, og vejen er igen blevet åbnet.