Hancock udvider: Nye tanke giver plads til 390.000 flere øl

Seks nye tanke fra Tyskland blev i dag placeret hos Hancock Bryggerierne, så de har plads til den øl, der efterspørges.

Der er plads til 65.000 øl i hver af de seks nye tanke. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

65.000 bajere. Ganget med seks. Så meget steg Hancocks lagerkapacitet med onsdag, da seks nye tanke ankom fra Tyskland.

Og årsagen er simpel: Hancock udvider, fordi bryggeriets salg af øl, der lagrer lidt længere end normalt, går så meget fremad, at de sælger mere øl, end de kan have i tankene.

Læs også Ny generation på Hancock: Stadig samme gamle opskrift

- Vores eksportmarkeder begynder at få øjnene op for, at der findes godt, danskproduceret øl i Skive, fortæller Peter Strange Nielsen, der er indehaver af Hancock Bryggerierne.

Investeringen i de seks nye tanke er noget, som Hancock har taget tilløb til længe. Men nu mente de, at tiden var færdiglagret.

- Det er grundigt overvejet. Men vi er jo også i Jylland, så vi flyver ikke lige ud i det helt store, uden at vide hvad vi gør, forklarer Peter Strange Nielsen.

Peter Strange Nielsen, indehaver af Hancock Bryggerierne, var glad, da de seks tanke var på plads. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Tysk grundighed

Men nu er de her – de nye tanke. Lige efter tidsplanen.

Netop dét er ingen tilfældighed. For det tyske firma Gross, som har lavet tankene, har været gode samarbejdspartnere fra start.

- Det er tysk grundighed lige fra første henvendelse til i dag, hvor chefen selv er med ude for at se, om det bliver svejset korrekt fast på fundamentet, siger indehaveren af Hancock Bryggerierne, før Peter Gross, der er salgs og teknisk konsulent i Gross, fortsætter:

- Vi sørger for, at det hele står på linje, at tankene er i vatter, at de ikke vælter, og at alt er i vinkel.

Selvom de har prøvet at udvide nogle gange, synes indehaveren altid, at det er dejligt at se med, når den sidste tank bliver sat på plads.

Læs også Sport-Cola: Satte prisen op - og begyndte at sælge mere

Lokal er imponeret

En af dem, der også fulgte dagens begivenheder, er pensionisten John Sørensen fra Skive. Han har ikke andet tilhørsforhold til bryggerierne, end at han godt kan lide deres øl.

Til gengæld har han boet i byen i 47 år, og her har han oplevet Hancock Bryggeriernes udvikling.

- Jeg siger, det er utroligt, at der kan sælges så meget øl, men det er da flot. De har udvidet og udvidet de sidste 10-15 år. Det er da flot, slår han fast.

Inden John Sørensen og andre, der er interesserede i Hancock-øl, kan smage øl fra de nye tanke, må de væbne sig med tålmodighed.

Der går nemlig omkring halvanden måned, inden de er klar til at blive taget i brug.

02:17

I dag udvidede Hancock Bryggerierne med seks nye tanke. Bryggeriet har brug for mere plads, fordi Hancock sælger mere øl der skal ligge længere i tankene.

Luk video