Gymnasieelever er stressede

På Skive Gymnasium oplever de et stigende antal elever føler sig pressede i hverdagen. Og flere og flere gymnasieelever viser symptomer på stress.

Stress.jpg

Studietiden er fyldt med afleveringer og karakterer, og det får nu flere og flere unge til at vise symptomer på stress. Og problemet skyldes især de mange forventninger til de unge.

Så sent som i dag har jeg faktisk haft to samtaler med elever, der har været stressede og har forskellige symptomer på stress. Det er en hel del af det vi laver i studievejledningen for tiden, siger Jakob Kahr, studievejleder på Skive Gymnasium.

Hver anden føler sig presset

Men det er ikke kun i Skive, at der er problemer, En undersøgelse fra 2014 viser, at over halvdelen af alle gymnasieelever dagligt eller ofte føler sig pressede. Og det er især pigerne den er gal med. Ifølge psykolog Bende Riis, der har over 10 års erfaring med unge er problemet større end nogensinde.

- Det er jo en del af den kultur, som de er vokset op i. De oplever pressede forældre og de oplever pressede lærere. De oplever et samfund som giver dem store muligheder, men som også stiller rigtig store krav.

Ingen er droppet ud af Skive Gymnasium alene på grund af stress, men flere elever har været nede og vende. Og eleverne kan da også godt genkende presset.

- Man vil jo altid gerne gøre sit bedste. Og det vil man også gerne i skolen. Man vil gerne være den bedste til alt. Det kan godt være svært, at man skal stræbe efter den her perfektion hele tiden, siger Mille Brinch, der går i 2.c på Skive Gymnasium.

På Skive Gymnasium har de sendt flere elever videre til læge eller psykolog. Og enkelte elever er på medicin på grund af stress.