Grete i Salling arbejder for verdensmål: Har skaffet rent vand til 1600 familier i Angola

Hendes uselviske arbejde gennem 10 år blev for nylig honoreret med en nominering til Inkluderingsprisen

Sammen med en række Sooptimist-klubber har Grete Bundgaard indsamlet over en million kroner til flere projekter i Angola.
Sammen med en række Sooptimist-klubber har Grete Bundgaard indsamlet over en million kroner til flere projekter i Angola.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Det er rent vand, der kommer ud af hanen hjemme i køkkenet hos Grete Bundgaard på Gl. Rybjerggård i Nordsalling.  Nu er der også rent vand til 1600 familier i en provins i Angola.

Og det er takket være den 74-årige Salling-kvindes utrættelig indsats.

For 10 år siden rejste hun til Angola for egen regning, og med organisationen Sooptimisterne International Skive i ryggen er det lykkedes at få rejst fire rensningsanlæg og få uddannet en flok kvinder, så de selv kan skifte filtre og udføre reparationer og dermed sikre, at der altid er rent drikkevand.

- Jeg synes, det med at give noget fra kvinde til kvinde er så stort. De er kvinder i nød, kvinder der vil retfærdighed, kvinder der vil værdighed, kvinder, der gerne vil fremad fuldstændig lige som danske kvinder, forklarer Grete Bundgaard.

Grete Bundgaard bor i Salling.
Grete Bundgaard bor i Salling.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Uddanner lokale kvinder

Sammen med en række Sooptimist-klubber har hun indsamlet over en million kroner til flere projekter i Angola. Blandt andet er to uddannet til jordemor og en gruppe kvinder kan nu kalde sig fødselshjælpere.

- Det er mærkbart i raten på antal fødte børn og antal døde mødre. Så det er godt, forklarer Grete Bundgaard.

Hun har været forud for sin tid når det gælder verdensmålene. Alligevel kom det bag på hende, da hun fik en mail, hvor der stod , at hun sammen med to andre var nomineret til årets Inkluderingspris.

- Jeg tænkte, at det måtte være en reklame, så jeg ville egentligt  gå væk fra mailen, men så nærlæste jeg den alligevel, og blev så glad og overrasket. Nomineringen er jo kæmpe stor både for mig og vores projekter i Angola.

Grete fik ikke prisen, da den blev overrakt på Christiansborg, men æren over at være nomineret vil hun altid bære med sig.
Grete fik ikke prisen, da den blev overrakt på Christiansborg, men æren over at være nomineret vil hun altid bære med sig.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Gang i nye projekter

Inkluderingsprisen bliver givet for en handling, der har inkluderet udsatte mennesker. Altså grupper, der er i størst risiko for ikke at nå verdensmålene.

Grete fik ikke prisen, da den blev overrakt på Christiansborg, men æren over at være nomineret vil hun altid bære med sig.

Hun er allerede i gang med nye projekter i Angola, og ildsjælen fra Salling har en klar opfordring til sine danske medsøstre:

- Verdensmålene går ud på, at man gør noget, hvor man står, gør det for andre og bruger sig selv. Og hvor har vi godt af at bruge os selv i nogle projekter.