Gløder fra cigaret skyld i voldsom brand på Fur

Selv om brandfolkene fra Fur var hurtigt fremme, kunne de ikke forhindre, at huset i Debel udbrændte.

Alarmen fra Debel på Fur lød klokken 22.42.
Alarmen fra Debel på Fur lød klokken 22.42.
Foto: Øxenholt foto

Flammerne fik lynhurtigt godt fat, da der fredag aften omkring klokken 22.42 opstod brand i et hus i Debel på Fur. 

Husets beboer forsøgte selv at slukke ilden, men måtte hurtigt indse, at det var umuligt og skyndte sig herefter over til naboen for at få tilkaldt hjælp. 

- Vores brandsvende på Fur var hurtigt fremme, og de fik senere assistance fra brandstationen i Durup. Men de var oppe mod overmagten. Huset er totalt udbrændt, og der gik lang tid, inden vi fik styr på branden. Vi forlod først stedet klokken kvart over fire, fortæller Jan Nygaard Christensen, der er indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen i Skive.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at branden formentlig er opstået på grund af gløder fra en cigaret. Beboeren faldt tilsyneladende i søvn, da han lå og røg på en madras i stuen.

Fur er en af de danske øer, der har sit eget brandberedskab - det gælder for eksempel også Venø. De ni frivillige brandsvende på Fur har en tankvogn med 7200 liter vand, så de kan sikre hurtig hjælp, når alarmen lyder.

- De gør et kæmpe stykke arbejde. Det er ikke så tit, der er brug for dem, men de er der altid, når det gælder, siger Jan Nygaard Christensen.

Sådan ser huset ud dagen derpå.
Sådan ser huset ud dagen derpå.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST
0:36