Glæde i Rødding over tilbagekøb af friskole: - Tror ikke, at Rasmus Paludan kan tilføre byen noget godt

Rødding Friskole bliver alligevel ikke hjemsted for Rasmus Paludan og trossamfundet Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke.
Rødding Friskole bliver alligevel ikke hjemsted for Rasmus Paludan og trossamfundet Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

- Det er da dejligt, synes jeg. Fordi jeg tror ikke, at Rasmus Paludan kan tilføre byen noget godt. Det er dejligt at slippe for ham.

Sådan lyder reaktionen fra slagteren i Rødding, Inge Nielsen, efter det er kommet frem, at Rasmus Paludan alligevel ikke skal drive et nyt trossamfund fra byen.

Sådan så det ellers ud, efter den racismedømte partiformand købte den nedlagte friskole. Men en gruppe lokale er nu årsag til, at byens udviklingsråd har købt bygningen tilbage.

- En kreds af borgere har gjort det muligt for Rødding Udviklingsråd at erhverve ejendommen. Flot og vigtigt arbejde af alle involverede - mange tak for det. Nu forestår så et større arbejde med at afklare, hvad ejendommen kan anvendes til. Rødding Udviklingsråd skal naturligvis ikke på sigt drive ejendommen, skriver rådets formand, Finn D. Andersen.

Det er denne friskole i Rødding, som sagen drejer sig om.
Det er denne friskole i Rødding, som sagen drejer sig om.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Tilfreds og utilfreds på samme tid

For slagter Inge Nielsen er det en glæde, at Rasmus Paludan og trossamfundet Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke ikke kommer til Rødding alligevel.

Alligevel tillader hun sig at være utilfreds med den måde, som det er kommet i stand på.

- Der er ingen tvivl om, at jeg overhovedet ikke synes, at han hører til her i byen. Men jeg er lidt træt af, byen er med til at finansiere, at han så kan lave en masse træls et andet sted. Jeg har hele tiden troet, at det slet ikke var meningen, at han ville herop. Det var simpelthen kun for at lave nogle penge til ham selv, og det er han så åbenbart også lykkedes med, forklarer hun og fortsætter:

- Men jeg synes egentlig bare, det er træls at have været med til at lave penge til ham, når man tænker over det.

Da Rasmus Paludan købte friskolen i Rødding, kom det samtidig frem, at han var klar til at sælge den, hvis han fik et tilstrækkeligt godt bud fra de lokale, så han kunne købe noget tilsvarende et andet sted.

Det ser altså nu ud til at være sket.

Stod det til Inge Nielsen, havde hun gerne taget kampen op med Rasmus Paludan i byen med den simple taktik: At lade ham være i fred.

- Hvad kan man gøre for at slippe for ham? Jeg sympatiserer på ingen måde med ham. Hvad kan han gøre herovre? Hvis vi var lidt fornuftige og lod være med at kigge, hver gang han kom herover, så blev han snart træt af at komme. Det er lidt min holdning til det. Men det havde da været allermest skønt, hvis han overhovedet ikke havde kigget herude, siger slagteren.

Det er endnu ikke besluttet, hvad der nu skal ske med friskolen i Rødding. Men Inge Nielsen foreslår, at man laver grunden om til bygningsgrund eller grønt område.

Inge Nielsen har været slagter i Rødding i mange år.
Inge Nielsen har været slagter i Rødding i mange år.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST