Fundet tyvekoster for mere end en million

Politiet har fundet tyvekoster for mere end en million i Hem vest for Skive. En formodet gerningsmand er anholdt (opdateret).

140512_TyveriSkive.jpg

Lokalpolitiet i Skive har i weekenden opsporet tyvekoster. Værdien er endnu ikke gjort op, men politiet formoder, at der kan være koster for mere end en million.

Politiet rykkede ud til et nedlagt autoværksted i Hem vest for Skive efter et tip fra en borger. Søndag morgen gik den store ransagning i gang, og politiet kunne finde motocross-maskiner, et pengeskab, en VW Lupo, store mængder værktøj og koster fra private og firmaer. Mandag eftermiddag blev lejeren af ejendommen anholdt, og politiet formoder, at han er gerningsmanden.

- Det er mange penge, det drejer sig om. Det er mange indbrud. Det er dyre indbrud i klassen op til en halv million. Det er ikke så tit, vi har indbrud i den her kaliber, fortæller Lars Mikkelsen, der er politikommissær ved Lokalpolitiet i Skive.

Indtil videre kan politiet relatere kosterne til tyverier fra Skive Kommune samt virksomheder og private på Skiveegnen.

2:08
Politiet har gjort et kup af de helt store.På et nedlagt autoværksted i Hem har betjentene fundet hælervarer til en anslået værdi på mere end en million kroner. Et tip førte Politiet på sporet.