Frem med paraplyen: DMI melder om risiko for skybrud

Lokalt kan der falde mellem 15 og 25 millimeter regn på en halv time i flere kommuner.

Mandag eftermiddag kan gå hen og blive en særdeles våd omgang i flere midt- og vestjyske kommuner.

DMI melder om risiko for tordenbyger og lokale skybrud i specielt den nordlige og østlige del af Jylland.

Der er tale om skybrud, når der falder mere end 15 millimeter på 30 minutter, og DMI oplyser, at der mandag lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter på en halv time. 

Her i landsdelen gælder varslet for Skive, Viborg, Silkeborg, Vesthimmerlands og Favrskov kommuner, og regnen ventes at sætte ind mellem klokken 12 og 20.

Skybrudene kan ramme flere kommuner
Skybrudene kan ramme flere kommuner
Foto: Screendump / DMI

Meteorologerne understreger, at skybrud giver risiko for oversvømmede vejbaner, viadukter og kældre. Og hvis det tordner, gælder det om at søge ly inden døre eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Man skal ikke søge ly under et træ, bade eller færdes på store åbne områder.

I det hele taget kan det være svært at få øje på foråret, selv om kalenderen siger den 17. maj. Resten af ugen står den ifølge DMI på temperaturer mellem 10 og 15 grader og en del byger.