Folkeskole i Skive udvalgt til forsøg med robotter

7 midt- og vestjyske skoler er udvalgt til at deltage i et landsdækkende forsøg med teknologi.

Robotterne er klar til februar 2019, hvor elever fra Skivehus Skole skal til at undervises i teknologi.
Robotterne er klar til februar 2019, hvor elever fra Skivehus Skole skal til at undervises i teknologi.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Skivehus Skole i Skive er én af de skoler, der er udvalgt til at deltage i Undervisningsministeriets tre år lange forsøg med teknologi i folkeskolen. Forsøget går ud på at finde ud af, hvordan teknologi kan indgå som en fast del af folkeskolen.

- De skal lære at programmere robotter og finde ud af, hvordan en robot egentlig virker. På den måde kan de forhåbentlig også lære at producere, når de har fundet ud af det, siger Mathias Lønstrup Poulsen, der er lærer på Skivehus Skole.

Blandt omkring 140 ansøgere har Undervisningsministeriet nu udvalgt 46 skoler til at deltage i forsøget. Skolerne fordeler sig på 32 kommuner og er spredt i hele landet.

Iblandt de udvalgte skoler er Hee skole og Kirkeskolen fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Østervangskolen og Søndervangskolen fra Favrskov Kommune, Buskelund Skolen og Funder-Kragelund Skole fra Silkeborg Kommune samt Skivehus Skole fra Skive Kommune.

Skolerne skal de næste tre år være med til at give erfaringer i, hvordan teknologiforståelse kan indgå som en obligatorisk del af skoledagen i folkeskolen. Undervisning i teknologiforståelse begynder i februar 2019.

Mathias Lønstrup Poulsen er en af dem, der kan se frem til at skulle undervise i robotter i det nye år.
Mathias Lønstrup Poulsen er en af dem, der kan se frem til at skulle undervise i robotter i det nye år.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST