Fødevarestyrelsen lukker ulovligt cateringfirma ved Skive

Fødevarestyrelsen advarer mod mad købt fra cateringfirmaet ved Skive.

fødevarestyrelsen

Uhygiejniske lokaler, snavset udstyr og inventar med gamle madrester, skidt og skimmel. Det var nogle af de ting, som Fødevarestyrelsens Rejsehold kom ud til, da de søndag var på et kontrolbesøg ved et cateringfirma på adressen Viborgvej 26 i Skive.

Rejseholdet fandt desuden en slagtet gris, som hverken før eller efter havde været underlagt den lovpligtige dyrelægekontrol. Derfor kunne rejseholdet ikke udelukke, at grisen kunne have haft en sygdom, da den blev slagtet. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Udover den slagtede gris fandt Fødevarestyrelsen også en oksesteg, en skinke og andre fødevarer, der blev overhældt med grøn destruktionsvæske.

Rottegift nær maden

I et lokale med tilknytning til rummet, hvor maden er blevet lavet, fandt rejseholdet rottegift. På grund af de stærkt uhygiejniske forhold, som kan være sundhedsskadelige, valgte Fødevarestyrelsen at lukke cateringfirmaet ned.

Nu advarer styrelsen forbrugerne mod fødevarer, der skulle være købt fra ejendommen. Forbrugerne skal enten kassere varerne eller levere dem tilbage.