Fodbold: Skive hentede Fredericias tomålsføring og fik uafgjort

FC Fredericia førte 2-0 ude mod Skive, men måtte nøjes med 2-2. Der er fire point ned til konkurrenterne.

FC Fredericia var foran med to mål, men blev indhentet af Skive (arkivbillede).
FC Fredericia var foran med to mål, men blev indhentet af Skive (arkivbillede).
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

FC Fredericia forsømte fredag aften en god mulighed for at sætte pres på konkurrenterne i toppen af 1. division i fodbold.

Alt så ellers lovende ud for rækkens tophold i udekampen mod Skive IK, men hjemmeholdet formåede at vende 0-2 til 2-2, så det blev til en pointdeling.

Dermed har Fredericia fire point ned til Viborg FF, men de grønblusede har spillet to kampe færre end Fredericia. Der er også fire point ned til Kolding IF og Nykøbing FC, som begge har spillet en kamp færre end Fredericia.

Det var Christian Ege Nielsen og Kristian Kirkegaard, der hurtigt bragte Fredericia på sejrskurs i fredagens kamp med to scoringer i løbet af de første 18 minutter.

Skive, der ligger i midten af 1. division, kom med det første modsvar i sidste minut af første halvleg. Her reducerede Mikkel Jespersen.

Efter lidt mere end en times spil kom der så balance i målregnskabet, da Jeppe Mogensen udlignede til 2-2.

På grund af den forestående reduktion i antallet af hold i Superligaen er det kun vinderen af 1. division, som rykker op i landets bedste række. Der er ingen playoffkampe om mulig oprykning.

/ritzau/