Ny uddannelse hjælper flere med at tage springet fra ufaglært til faglært

En ny uddannelse i Skive forsøger at gøre flere medarbejdere inden for vindue- og døre-industrien faglærte.

32-årige Robert Gereben er en af de 20 første, der har gennemgået den nye uddannelse som produktionsassistent på Skive College. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Flere medarbejdere på landsdelens vinduesfabrikker tager nu springet fra ufaglært til faglært.

Det skyldes ikke mindst succes med en ny efteruddannelse som produktionsassistent i Skive.

Jeg var rigtig glad for den, for så kunne jeg forbedre mig i dansk sprog, i fagligt sprog og forstå bedre, hvad vi laver her.

Robert Gereben, Nyuddannet produktionsassistent

- Det er et behov for at fortsætte med at være konkurrencedygtige, så vi også fremadrettet kan begå os her i Danmark inden for træindustrien, fortæller uddannelsesleder på Skive College, Kelvin Jensen, om baggrunden for den nye uddannelse.

Skive College har oplevet stor succes med at efteruddanne ufaglærte arbejdere fra vinduesfabrikker. Uddannelsen har været i gang i to år, og det har betydet, at 20 ufaglærte ansatte inden for døre- og vindues-industrien nu er blevet opkvalificeret.

Læs også Kommune lokker ufaglærte i uddannelse med lærlingeløn

Uddannelseslederen fortæller, at uddannelsen er sat i verden for at forsøge at følge med den stigende efterspørgsel efter faglært arbejdskraft.

- Det kan lyde sådan lidt hårdt, men vi oplever, at man kan have været beskæftiget i industrien i 10,15 eller 20 år uden nogensinde at have været i et egentligt uddannelsesforløb. Vi får brug for mange flere faglærte hænder i fremtiden, siger Kelvin Jensen.

Hos virksomheden KPK Døre og Vinduer på Mors er der ansat 250 medarbejdere. Virksomheden er hele tiden på udkig efter faglærte folk, men de er svære at skaffe.

- Vi har igennem rigtig mange år uddannet maskinsnedkerlærlinge. Det er en fire-årig uddannelse, men for ufaglærte er det et stort skridt at skulle igennem det. Derfor har Skive College været med til at udvikle den her uddannelse, hvor vores ufaglærte kan komme ud og blive dygtiggjort, fortæller Jacob Berg Nielsen, der er produktionschef hos KPK Døre og Vinduer i Nykøbing.

Hos KPK Døre og Vinduer er 32-årige Robert Gereben fra Rumænien ansat. Han begyndte som ufaglært, men er nu blandt de første 20, der har gennemgået uddanelsen til produktionsassistent. 

- Jeg var rigtig glad for den, for så kunne jeg forbedre mig i dansk sprog, i fagligt sprog og forstå bedre, hvad vi laver her, fortæller Robert Gereben.

02:10 Luk video