Flere skoler risikerer at lukke i kommune

Færre og færre børn i Skive Kommune gør, at kommunen er i gang med at lave en ny skolestruktur, og det kan koste skoler, mener politiker.

5:05
På Glyngøre Skole er de nervøse for, om skolen lukker.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Der bliver født færre børn i Skive Kommune, og det seneste halve år er der kun født 167 børn.

Det er det laveste antal nogensinde, og det betyder, at der kommer færre elever på de forskellige skoler.

Den lave vækst har fået byrådets politikere til at arbejde på en ny skolestruktur, som kan koste flere skoler, fortæller Peder Christensen (S), der er formand for Børne- og Familieforvaltning i Skive Kommune.

- Vi tildeler ressourcer pr. elev, og når der er færre elever, så bliver der færre midler, men alle kvadratmeter står der jo stadigvæk, og vi vil gerne bevare den gode kvalitet, siger han og tilføjer:

- Jeg kan ikke afvise, at nogle skoler skal lukkes.

I alt er der 19 skoler i Skive Kommune, og på syv af dem er der under 100 elever.

Peder Christensen (S) og resten af byrådet var egentlig gået i gang med den nye struktur tidligere, men det blev udskudt grundet corona.
Peder Christensen (S) og resten af byrådet var egentlig gået i gang med den nye struktur tidligere, men det blev udskudt grundet corona.
Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

Skoler er nervøse

Fursund Skole er en af de skoler, hvor der kun går 49 elever i alt.

Derfor kommer skolen i farezonen, og det gør skolens bestyrelse nervøs.

- Det er klart, hvis man tænker skole som skole og regner kvadratmeter, så kan jeg godt regne ud, at den her skole er en dårlig forretning, men hvad er kvalitet, og hvad må kvalitet koste, siger Ole Nannesen, der er næstformand i Skolebestyrelsen og fortsætter:

- De børn bidrager anderledes til samfundet senere, så jeg tror ikke, at man skal tænke skole som skole. Vi skal tænke det i en større kontekst, og skolen skal tænkes som en del af vores lokalsamfund, hvor skolen også kan bruges til mange andre ting,

Tidligere havde Fursund Skole også en overbygning, men nu huser skolen kun elever fra 0. til 6. klasse.

Fursund Skole har de seneste år haft faldende elevtal.
Fursund Skole har de seneste år haft faldende elevtal.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Også i Glyngøre er der masser af plads og mange klasselokaler, men elevtallet er faldende.

- Vi ved jo godt, at vi har rigtig mange kvadratmeter, og alle ved, at den her strukturdebat er i gang, og det er jo i alles interesse at have en skole i små bysamfund, så vi håber på, at vi bliver ved med at have en skole, siger Janni Højriis, der er næstformand i skolebestyrelsen på Glyngøre Skole.

Byrådets politikere var samlet til et møde den 20. juni, og i et referat fra mødet, står der, at et strukturtiltag kunne være lukning af fem til syv skoler.