Flere måneders leveringstid: Derfor skal du vente på din nye cykel, computer eller køkkenmaskine

Årsagen er blandt andet coronanedlukkede havne i Kina og stor efterspørgsel fra købelystne forbrugere.

Har du brug for at købe et nyt fladskærms-tv, en ny bil eller vaskemaskine, så skal du lige nu være ude i rigtig god tid. 

Der er nemlig ualmindeligt lang leveringstid på flere forbrugsgoder i øjeblikket. Især cykler og reservedele er utroligt svære at opdrive for tiden, lyder det fra net-cykelbutikken Cykelpartner, der holder til i Jebjerg i Salling.

- Vi er udfordret på vareleverancen. Der kommer nye varer løbende, men på grund af den store efterspørgsel, så slår de varer ikke til, når først vi får dem ind på lageret, siger ejer Michael Givskov.

Det er især et problem at få reservedele hjem, men der er også mange typer cykler, der mangler i sortimentet.

- Det er dejligt, at der er gang i butikken, men det er frustrerende for forbrugerne og for os, når vi ikke kan hjælpe de kunder, der ringer hertil. Når vi mangler så mange procentdele af vores varer, er det vanskeligt at opretholde den omsætning, der skal til, for at vi også får den indtjening, der skal til, fortæller Michael Givskov fra Cykelpartner.

Michael Givskov fra Cykelpartner i Roslev er frustreret over, at det er så svært at få varerne hjem.
Michael Givskov fra Cykelpartner i Roslev er frustreret over, at det er så svært at få varerne hjem.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Et generelt problem

Det er langt fra kun i cykelbranchen, at der er mangel på varer. I nogle tilfælde kan du komme til at vente to-tre måneder på at få leveret et bredt udpluk af forbrugsvarer, som under mere normale omstændigheder har dag-til-dag levering. Det fortæller fagchef for transport og infrastruktur i Dansk Erhverv, Jesper Højte Stenbæk.

- Vi er vant til at kunne bestille en fladskærm, og så står den i indkørslen dagen efter. Nogle forbrugere bliver sure og klager, men der er ikke så meget at gøre. Det kan bare ikke skaffes lige for øjeblikket, siger han.

quoteCorona har gjort, at lagrene er blevet tomme, og nye sendinger bliver hurtigt brugt.

Jens Kvorning, internationaliseringschef, SMV Danmark

Netop stor efterspørgsel fra købelystne forbrugere og en økonomi, der buldrer derudad i kølvandet på coronakrisen, er én af grundene til, at det lige nu er svært at få varer til tiden. 

- Vi har siddet hjemme under corona og bestilt alt muligt på nettet. Det kan virksomhederne ikke nå at producere, og de kan heller ikke nå at transportere varerne, siger fagchef Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv.

Coronalukkede havne i Kina

Det er især varer, der importeres fra Østasien, som lige nu har meget lang leveringstid, mens varetransporten er tilbage ved det normale internt i Europa.

Varerne fra eksempelvis Kina bliver typisk fragtet med store containerskibe fra havne til Europa og Danmark.

- Bare én af de kinesiske havne har større kapacitet end den samlede danske havnekapacitet. Det er gigantiske havne, siger Jesper Højte Stenbæk.

Når sådan en 'giga-havn' bliver ramt af corona, har det store konsekvenser. 

- De er meget resolutte i Kina. Hvis der er et smitteudbrud, lukker de simpelthen den havn. Containerne bliver ikke leveret, fordi de ikke kan komme ud på skibene, siger fagchefen.

Fra 11. august og to uger frem var en af verdens travleste containerhavne, Ningbo i Kina, lukket delvist ned, fordi en havnearbejder var blevet smittet med corona. Det samme skete tilbage i maj i en anden kinesisk havn, Yantian i Shenzhen, som også var lukket på grund af coronaudbrud i flere uger. Begge steder skabte det store flaskehalse.

Disse varer er svære at få fat i:

Dyrere fragtpriser

Også hos SMV Danmark, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder herhjemme, oplever internationaliseringschef Jens Kvorning, at de danske virksomheder er pressede, når det kommer til at få varer på hylderne hurtigt nok.

- Corona har gjort, at lagrene er blevet tomme, og nye sendinger bliver hurtigt brugt, fortæller han.

En af de store udfordringer er, at priserne på at få transporteret varer fra Kina og andre asiatiske lande er eksploderet.

quoteMåske kan man ikke få den fladskærm, man vil have til Black Friday. Det er irriterende, men det er ikke noget, man dør af.

Jesper Højte Stenbæk, fagchef for transport og infrastruktur, Dansk Erhverv

- Det koster mindst fem-seks gange meget som før corona. I nogle tilfælde er containerfragten næsten tyve gange dyrere, siger Jens Kvorning.

Det gør, at virksomhederne bliver nødt til at sætte priserne op, og det kommer forbrugerne i sidste ende til at betale for. 

- Fragten kan blive så dyr, at virksomhederne føler sig nødsaget til at vente på, at prisen kommer ned igen, og det skaber yderligere forsinkelser, fortæller internationaliseringschef Jens Kvorning, der appellerer til forbrugerne om at have tålmodighed.

Lange udsigter til normal levering

På et eller andet tidspunkt vil leveringstiden på varer fra Østasien finde tilbage i en normal gænge, men både SMV Danmark og Dansk Erhverv har svært ved at spå, hvornår det sker. 

- Nu prøver man at få flaskehalsen fjernet. Det skal nok ske. Indtil da vil man finde alternative steder at få produceret varerne, siger Jesper Kvorning, internationaliseringschef i SMV Danmark.

Hos Dansk Erhverv er fagchef Jesper Højte Stenbæks bedste bud, at vi skal frem mod sommeren 2022, før vi igen kan regne med normale leveringstider på varer fra Kina og andre østasiatiske lande. Foreløbigt forsøger han at gyde olie på vandene.

- Måske kan man ikke få den fladskærm, man vil have til Black Friday. Det er irriterende, men det er ikke noget, man dør af, siger Jesper Højte Stenbæk.

- Situationen er meget langt fra, at det bliver et samfundskritisk problem, understreger han.