Finn har ventet i 18 måneder: Nu er minkerstatning rykket markant tættere på

Tidligere minkavlere ser snart ud til at få en afklaring på, hvor meget deres gamle haller, minkbure og maskiner er værd.

1:24
Finn Toft fra Balling var én af dem, der måtte slå sine mink ned efter den 4. november 2020. I dag var han én af de første til at få besøg af erstatnings- og taksationskommissionen, som har fået til opgave at vurdere, hvor stor en erstatning han er berettiget til.
Foto: Pernille Leftes Niclasen, TV MIDTVEST

Det har været længe undervejs, men nu er der for alvor en afklaring på vej til de danske minkavlere. I mere end halvandet år har de ventet på at finde ud af, hvor meget erstatning de er berettiget til, men i dag var dagen så kommet, hvor arbejdet begyndte med at få vurderet, hvor meget de tidligere minkavleres haller, minkbure og maskiner egentlig er værd.

Én af dem, som har set frem til denne dag, er Finn Toft fra Balling. Han var i dag en af de første til at få besøg af den såkaldte erstatnings- og taksationskommission, som har fået til opgave at stå for vurderingen.

- Det har været en god oplevelse, og det er dejligt at komme i gang. Alle minkavlere trænger til at komme videre med livet. Vi er jo ligesom stavnsbundet til minkfarmen og til pelseriet. Nu vil vi gerne videre, fortæller Finn Toft.

Minister: - Det har taget tid

Det var noget af et chok, der ramte ham og mange andre den 4. november 2020, da beslutningen om at slå danske mink ned blev præsenteret for offentligheden. Efterfølgende fulgte ugers aflivninger rundt omkring på danske minkfarme, og sideløbende begyndte den politiske diskussion om erstatning at tage form.

Diskussionen kulminerede foreløbigt i januar 2021, da et bredt flertal i Folketinget indgik en aftale om at afsætte 19 milliarder kroner til at kompensere minkavlere samt andre virksomheder, der havde mistet sin eksistensberettigelse, efter den sidste danske mink var blevet slået ned.

Det var på et online pressemøde den 4. november 2020, at beslutningen, om at alle danske mink skulle aflives, blev præsenteret.
Det var på et online pressemøde den 4. november 2020, at beslutningen, om at alle danske mink skulle aflives, blev præsenteret.
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Siden da har minkvirksomhederne modtaget mere end 3 milliarder kroner i erstatning for blandt andet skind, arbejdsløn og tempobonus, men vi skulle helt frem til den 20. december 2021, før der kunne søges om erstatning for resten. 

Det skyldes, at der først skulle nedsættes seks uafhængige erstatnings- og taksationskommissioner, som kunne vurdere de enkelte ansøgninger.

- Det har taget tid, men for både os og minkavlerne har det været afgørende, at erstatningerne bliver afgjort på et solidt og gennemarbejdet grundlag, udtalte Miljø- og Fødevareminister Rasmus Prehn (S) på daværende tidspunkt i en pressemeddelelse.

Svar omkring sommerferien

Nu er arbejdet så i første omgang begyndt med 25 tidligere avlere, som skal fungere som prøvesager. Det betyder, at det er dem, som kommer til at danne grundlag for den erstatning, som alle minkvirksomheder i hele landet skal have.

- Vi har fået et skema over de aktiver, der er. Og vores arbejde består så i, om aktiverne så rent faktisk også er der, og hvilken stand de er i, fortæller Jan Uffe Rasmussen, der er formand for en af erstatnings- og taksationskommissionerne.

Det er blandt andet værdien af Finn Tofts minkhal, som erstatnings- og taksationskommissionen skal tage stilling til.
Det er blandt andet værdien af Finn Tofts minkhal, som erstatnings- og taksationskommissionen skal tage stilling til.
Foto: Pernille Leftes Niclasen, TV MIDTVEST

Jan Uffe Rasmussen oplyser, at han forventer, at der kommer svar på de 25 prøvesager omkring sommerferien, og det glæder Finn Toft, der håber på en hurtig afklaring.

- Jeg håber virkelig, at vi kommer ud på motorvejen og bevæger os fremad, når de her prøvesager er færdige. Det har vi helt vildt brug for, fortæller Finn Toft. 

Selv hvis det skulle blive muligt, planlægger Finn Toft ikke at vende tilbage til minkavl. I stedet vil han fremover fokusere på planteavl.