Fik bøde efter redningsaktion

To århusianere kom selv sikkert i land - men fik en bøde for at overtræde Søloven.

Redningshelikopter
Foto: Arkiv

To unge mænd fra Aarhus endte med at få en bøde for ikke at medbringe redningsveste, da de onsdag aften var hovedpersoner i en redningsaktion på Hjarbæk Fjord.

Mændene på 24 og 26 år var sammen med to kammerater sejlet ud på fjorden i to kanoer, og i modsætning til kammeraterne besluttede de sig for at krydse fjorden.

Der blæste en frisk vind over området, og da kammeraterne halvanden time senere stadig ikke havde hørt fra de to, blev de nervøse. De forsøgte at ringe til dem - uden held - og slog herefter alarm.

Politiet sørgede for, at der blev dirigeret en redningshelikopter til stedet, og da den nåede frem ved 22-tiden, kunne piloten se, at kanoen var tæt på at nå i land på fjordens østlige side.

Hvorfor de to århusisanere ikke tog deres telefoner, og om de var klar over, at de var eftersøgte, melder historien ikke noget om.

Til gengæld står det fast, at de to havde det godt og ikke havde været i nød, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Og så endte det hele altså med, at de hver fik en bøde på 600 kroner, fordi de ikke - som Søloven ellers kræver - havde redningsveste med i kanoen. 

Loven kræver ikke, at man har redningsveste på, men de skal være i fartøjet, så man hurtigt kan få dem på, hvis man kommer i nød.