Fandt 166 kanonslag på skole

På Højslev Skole ved Skive fandt ledelsen onsdag hele 166 kanonslag.

Sådan ser de 166 kanonslag, der blev fundet på Højslev Skole, ud.
Sådan ser de 166 kanonslag, der blev fundet på Højslev Skole, ud.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Ledelsen af Højslev Skole ringede onsdag til Skive lokalpoliti og fortalte, at skolen havde modtaget flere uafhængige henvendelser om, at der muligvis var opbevaret ulovligt fyrværkeri i nogle af elevernes skabe:

- Alle eleverne på skolens overbygning blev bedt om at åbne deres skabe, og i tre af dem blev der fundet en stor portion kanonslag, fortæller Niels Bach, der er politiassistent hos Skive lokalpoliti. 

Det var i skabe som disse, de tre elever havde gemt den ulovlige fyrværkeri.
Det var i skabe som disse, de tre elever havde gemt den ulovlige fyrværkeri.
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

I alt blev der fundet 166 kanonslag, som nu alle er i politiets varetægt.

Stor ros til skolen

Hos lokalpolitiet mener de, at det må give anledning til bekymring, når unge mennesker får adgang til ulovligt fyrværkeri.

Derfor er Niels Bach også særdeles tilfreds med Højslev Skole.

- Vi har haft et forbilledligt samarbejde med skolen. Det er dejligt, at de råber op, når de bliver opmærksomme på, at noget ikke er, som det skal være, forklarer han og fortsætter:

- Vi ved jo, at der er en smitteeffekt, når der er tale om fyrværkeri, så vi er rigtig glade for, at det blev fundet.

Til gengæld har politiassistenten ikke meget til overs for de tre, der opbevarede kanonslagene:

- De pågældende elever og deres forældre vil blive kontaktet af politiet. Det her kommer til at få et efterspil, understreger Niels Bach.

Politiet skal nu finde ud af, om det var hensigten at sælge de mange kanonslag videre.