Familie vinder 17 millioner i Lotto

Lørdag aften vandt en familie fra Skive Kommune 17 millioner kroner i Lotto. Børnene får den glædelige overraskelse senere i dag.

lottofjaltring.1.jpg

- Det gav et gib i kroppen.

Sådan fortæller lørdagens Lotto-millionær om det øjeblik, hvor han tjekkede vindertallene og fandt ud af, at han og familien havde vundet 17 millioner kroner i Lotto.

Han fortæller, at de ønsker at være anonyme, men han vil godt afsløre, at konen og han er bosat i Skive Kommune, og at de spiller sammen med deres børn. Lørdag aften tjekkede han tallene. De havde de syv rigtige.

- Så jeg tog kuponen med ind i sovekammeret og passede godt på den, siger han.

Mandag formiddag har han været i kontakt med både banken og Danske Spil. Og senere i dag venter der børnene en glædelig nyhed.

- Børnene ved det ikke endnu. Jeg ville være helt sikker på, at det var rigtigt. Det ville jo være forfærdeligt, hvis det ikke var, siger han.

Det ved han nu. 17.110.743 kroner har familien vundet. Og hvad skal pengene bruges til?

- Vi mangler sådan set ingenting, men jeg har da købt to nye skjorter i dag, griner manden og tilføjer, at der også bliver til ekstra store julegaver i år.

Den store gevinst er vundet på en LynLotto købt hos Shop-In, Bredgade 63, Glyngøre, 7870 Roslev.

Vinderne har takket ja til Danske Spils tilbud om økonomisk rådgivning.