Fåmælt udvalgsformand efter orientering i mishandlingssag

Torsdag eftermiddag har Skive Kommunes socialchef orienteret det politiske udvalg om mishandlingssagen fra Højslev Kirkeby. Efter mødet havde politikerne ingen kommentarer til sagen.

Christina Jensen havde tydelige blå mærker, da politiet mødte op på adressen i Højslev Kirkeby.
Christina Jensen havde tydelige blå mærker, da politiet mødte op på adressen i Højslev Kirkeby.
Foto: Privatfoto

Socialudvalget i Skive Kommune skulle torsdag eftermiddag have en redegørelse om mishandlingssagen fra et hus i Højslev Kirkeby.

I mandags blev 28-årige Martin Lønborg Nielsen idømt forvaring. I alt blev fem personer kendt skyldige i blandt andet voldtægt, mishandling og frihedsberøvelse.

Tirsdag lød det sådan fra Niels Ole Damgaard Nielsen fra Socialdemokratiet, der er formand for Sundheds-, social- og forebyggelsesudvalget i Skive Kommune:

- Det er utrolig vigtigt, at vi som politikere ved, hvad der foregår i Skive Kommune, og hver gang der er nogle sager, beder vi om en redegørelse.

Sidst på eftermiddagen torsdag var orienteringen i det politiske udvalg slut, men formanden var fåmælt.

- Vi har fået en orientering på udvalgsmødet, og det var det, vi havde bedt om, og den har været grundig, lød det fra Niels Ole Damgaard Nielsen.

Så hvad skal der ske nu?

- Som udvalg har vi fået den orientering, vi havde bedt om, så hvis der skal uddybes noget yderligere, så er det forvaltningen, I skal kontakte.

Hvorfor blev mishandling ikke opdaget?

Efter der faldt dom i sagen, har naboer i Højslev Kirkeby undret sig over, at mishandlingen ikke blev opdaget. Christina Egelund Jensen fortæller nemlig, at hun flere gange under sin indespærring havde besøg af en sagsbehandler fra Skive Kommune.

Men mishandlingen blev ikke opdaget. 

Det var socialchef Heidi Becker-Rasmussen, der skulle orientere Sundheds-, social- og forebyggelsesudvalget. I dag ønsker hun ikke at kommentere sagen.

Christina Jensen havde tydelige blå mærker, da politiet mødte op på adressen i Højslev Kirkeby.
Christina Jensen havde tydelige blå mærker, da politiet mødte op på adressen i Højslev Kirkeby.
Foto: Privatfoto.

I tirsdags sagde hun sig sådan her til TV MIDTVEST. 

Hvorfor reagerer I ikke, da I er derude få dage forinden?

- Det er en personsag, og jeg går ikke konkret ind i en personsag. Men helt overordnet set hvis vi tænker, at der er nogle forhold, som giver os anledning til at reagere på, jamen så politianmelder vi, sagde Heidi Becker-Rasmussen.

Kan man så deraf udlede, at der ikke har været noget, der har stukket ud eller faldet i øjnene som forkert?

- Nu er det jo det med at tolke på, hvad jeg siger. Konkret siger jeg, at jeg ikke vil gå ind i den her konkrete sag.

Efter mødet i dag vil formanden for Sundheds-, social- og forebyggelsesudvalget ikke udtale sig om, hvorvidt Skive Kommune vil ændre praksis i sager som disse.

- Med hensyn til sagen her, så ønsker jeg simpelthen ikke at udtale mig, siger Niels Ole Damgaard Nielsen.

2:25
Det vækker undren, at der ikke var nogen, der greb ind tidligere, da Christina Jensen blev mishandlet, frihedsberøvet og voldtaget. Se indslaget her.