Efterlyst kvinde fundet

Kvinden der torsdag aften forsvandt i Klosterheden, blev fundet i god behold.

KLOSTERHEDEN050811.jpg

Politi og familie frygtede torsdag aften det værste, da moderen i en herboende dansk-hollandsk familie, en 58-årig kvinde, forsvandt under en gåtur i Klosterheden. Kvinden var ude at gå med sin datter, men de to kom væk fra hinanden, og moderen dukkede ikke op på det aftalte mødested på en parkeringsplads.

Det satte en efterlysning i gang, og politiet frygtede, at kvinden kunne have fået et ildebefindende.

Eftersøgning fra luften

Politiet brugte både helikoptere og hunde til at afsøge Klosterheden. Men det var imidlertid kvindens mand, der i en privatbil havde heldet med sig. Klokken halv elleve torsdag aften, fandt han nemlig igen sin kone. Hun blev fundet ved Møborg - ti til tolv kilometer fra det sted, hun havde aftalt at mødes med sin datter.

- Bilerne kørte længere ude i området, end vores eftersøgningshold, fortæller vagtleder politikommissær Niels Peter Olesen, som ikke har en forklaring på, hvorfor kvinden gik vild.