Efter terrorangreb: Skive Festival har oprustet sikkerheden

De seneste måneders terrorangreb i Europa fylder i bevidstheden hos både festivalarrangør og -gæster.

Der er ingen sure miner, selvom gæsterne til årets Skive Festival bliver tjekket ekstra grundigt.
Der er ingen sure miner, selvom gæsterne til årets Skive Festival bliver tjekket ekstra grundigt.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Terrortruslen i Europa har betydet, at der i forbindelse med året festival i Skive er mere politi i området, bedre uddannede kontrollører og en ny indgang gennem skoven.

- Et eller andet synes vi jo, at vi skal gøre. Alle folk ringer og spørger os, hvad vi gør, og noget vil vi selvfølgelig gøre, for vi mener, at det er rigtigt, forklarer Klaus Sørensen, der er formand for foreningen bag festivalen.

Det er blot halvanden uge siden, at en selvmordsbomber dræbte 22 personer ved en popkoncert i Manchester. Og gæsterne på festivalpladsen i Skive er da også godt tilfredse med, at bliver passet ekstra godt på dem.

- Det er helt på sin plads. Sikkerhed kan vi kun få nok af, for så bliver vi mere trygge, lyder det fra Flemming Sørensen.

Vil ikke lade sig kue

Festivalarrangøren understreger dog, at festen i Skive i år ikke bliver anderledes end normalt:

- Vi vil ikke lade os kue af og lade os gå på af, hvad der sker ude i den store vide verden. Det mener vi ikke, er rigtigt. Så vi holder fest som planlagt og er glade, lyder det fra Klaus Sørensen.

De gæster, som TV MIDTVEST torsdag eftermiddag mødte på festivalpladsen, lod heller ikke til at lade sig påvirke synderligt af, at flere europæiske byer det seneste år har været udsat for terrorangreb.

Skal du ikke selv med til Skive Festival? Så kan du alligevel komme det.

Frisk Fredag sender nemlig en halv times livefjernsyn fra festivalpladsen. Det er kl. 20:55 på Mokka eller her på siden.