Efter måneders stilhed har bryggeri rygende travlt: - Vores fadølstapper kører i døgndrift

Der er nok at se til, inden beværtninger igen kan åbne på onsdag.

Det er ikke kun god mad og restaurantbesøg, vi hungrer efter, når vi fra på onsdag igen kan komme lidt mere ud.

Fadøl står også højt på listen – især lige nu, hvor vejret næsten skriger på en af de kolde.

Det betyder også, at folkene hos bryggeriet Hancock i Skive har fået rigtig travlt med at få de læskende haner gjort klar til brug.

- Vi tapper både dag og nat. Vi er gået fra at lave næsten ingenting til at køre 100 procent ud, alt det vi overhovedet kan.  Vores fadølstapper kører i døgndrift, siger Peter Strange Nielsen, der er direktør og indehaver af Hancock Bryggeriet i Skive.

- Primært skriger kunderne efter fadøl lige i øjeblikket. Vores flaskesalg i supermarkederne hen over corona har været ok, men hele værthus-delen, som har været fuldstændig lukket ned, der er tømt helt ud, og alle sammen skal fyldes op igen lige på en gang, siger han.

Derfor er der ikke kun travlt hos dem, der brygger fadøllene - men også hos dem, der fikser fadølsanlæggene:

- Vi mødte klokken 6 i morges, der har telefonen ringet konstant siden. Masser af kunder og spørgsmål. Folk er bare klar til at komme i gang, siger Henrik Jensen, der er fadølstekniker ved Hancock Bryggeriet.

quoteVi skal jo sørge for, at det spiller, og at der ikke er en teknisk fejl.

Anette Dahl, indehaver, Potten Øl- og Vinstue

Hos Potten Øl- og Vinstue i Skive har ølhanerne været lukket alt for længe.

- De første, man skal, der er at pille julepynten ned og så i stedet sætte terrassemøblerne ud. de ter meget mærkeligt, siger indehaver Anette Dahl.

Men først skal hun tjekke, om hanerne overhovedet fungerer efter så lang tid stilstand. 

- Det var meget vigtigt, vi skal jo sørge for, at det spiller, og at der ikke er en teknisk fejl, som vi står med onsdag morgen, hvor vi i forvejen er stressede og pressede, siger hun.

Og hun er ikke den eneste, der skal have en tekniker forbi for at tjekke, om der stadig kan flyde øl ud af hanerne.

- Normalt er vi fjorten dage eller tre uger i at komme rundt med vores salgsbiler. Det skal så næsten stoppes ned til to eller tre dage, siger fadølsteknikeren.

Bryggeriet i Skive har lavet øl i mere end hundrede år - nemlig siden 1913.