Dramatik i Skive: Kvinde kastede kniv efter betjente og spyttede dem i ansigtet

En kvinde gik amok, da to betjente ankom til adresse i Skive natten til tirsdag. Hun fremstilles i dag i grundlovsforhør.

Det var en rude ved døren til en bolig på Sjællandsgade, der måtte lade livet natten til tirsdag.
Det var en rude ved døren til en bolig på Sjællandsgade, der måtte lade livet natten til tirsdag.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST
Opdatering

Opdatering 30. april klokken 21.10

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at kvinden er varetægtsfængslet frem til 14. maj.

    Normalt hjælper det på situationen, når ordensmagten ankommer. 

    Sådan var det ikke natten til tirsdag i Skive. 

    Klokken 01.00 anmeldte en mand, at en bekendt kvinde opførte sig ustabilt. 

    Politiet ankom til Sjællandsgade i Skive, hvilket ikke ligefrem hjalp på humøret hos den 35-årige kvinde. Foran ejendommen på Sjællandsgade opførte kvinden sig agressivt overfor de to betjente. 

    - Fra fire meters afstand kaster kvinden en kniv efter de to betjente. Hun rammer dem ikke, men kniven smadrer en rude bag dem. Derefter spytter hun begge betjente i ansigtet, inden vi anholder hende. På vej ind i bilen forsøger hun efterfølgende at nikke den ene betjent en skalle, forklarer Politiassistent Niels Bach fra Skive. 

    Han betegner kvindens tilstand som ustabil. Hun bliver tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for vold mod politiet.