Dødsfald sender dansker til tops i europæisk idrætspolitik

Niels Nygaard har overtaget topposten i Den Europæiske Olympiske Komité (EOC), efter præsidenten er død.

Niels Nygaard er de næste 18 måneder midlertidig præsident i Den Europæiske Olympiske Komité, efter at præsidenten tidligere på ugen er gået bort efter kort tids sygdom. (Arkivfoto)
Niels Nygaard er de næste 18 måneder midlertidig præsident i Den Europæiske Olympiske Komité, efter at præsidenten tidligere på ugen er gået bort efter kort tids sygdom. (Arkivfoto)
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF) Niels Nygaard er blevet midlertidig præsident for Den Europæiske Olympiske Komité (EOC).

Den danske idrætspolitiker var i forvejen vicepræsident i organisationen, men han er rykket et trin op, efter at den slovenske præsident Janez Kocijancic døde tidligere på ugen efter kort tids sygdom. Det skriver Politiken.

- Det er jo på en ufattelig trist baggrund.

- Det har hele tiden været min plan at fortsætte som vicepræsident. Og hvis det kunne lade sig gøre; at gå efter præsidentposten, siger Niels Nygaard til avisen.

Den 67-årige DIF-formand har siddet i bestyrelsen i EOC de seneste syv år. I fire år har det været i rollen som vicepræsident.

Han får nu 18 måneder som midlertidig på den mest magtfulde post i EOC frem til det næste præsidentvalg. Her havde han i forvejen besluttet sig for at sætte sig selv på kandidatlisten.

I 2021 stopper Niels Nygaard som formand for DIF. Til den tid vil han have siddet på formandsposten i 14 år.