Delte meninger: Chefredaktør og tidligere folketingsmedlem uenige om Morten Østergaards afgang

Der er splittelse i de Radikales opland, efter Morten Østergaard trak sig som formand for Radikale Venstre.

Skive Folkeblad har siden avisens stiftelse i 1880 stort set altid haft Radikale Venstre som dens politiske ståsted.
Siden 1992 har Ole Dall været chefredaktør.
Skive Folkeblad har siden avisens stiftelse i 1880 stort set altid haft Radikale Venstre som dens politiske ståsted. Siden 1992 har Ole Dall været chefredaktør.
Foto: Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Det har været en hektisk uge for partiet Radikale Venstre.

Onsdag måtte den nu daværende formand for partiet, Morten Østergaard, gå fra sin post, da han forsøgte at dække over, at han for ni år siden tog en af sine kvindelige partikolleger på låret. 

Der er dog blandede meninger hos de radikale medlemmer i Midt- og Vestjylland om Morten Østergaards afgang.

Chefredaktøren for den radikale avis Skive Folkeblad er hård i mælet, når det kommer til den tidligere formands handlinger.

- Han havde jo lagt op til, at der havde været en samtale med den krænker, der var i partiet, og det viste sig så at være ham selv. Det er jo lidt mærkeligt, at man giver sig selv en påtale, siger chefredaktør, Ole Dall.

I Herning forholder det sig anderledes. Her er det eneste byrådsmedlem fra Radikale Venstre, Johs. Poulsen uening med Ole Dall. Det tidligere folketingsmedlem mener, at sagen er kørt af sporet.

- Jeg synes, at det ser ud som om, at der ikke har været en voksen til stede. Hvis man kan komme og sige, at der var en, der lagde en hånd på et lår for ni år siden, og at det skal nu have den konsekvens, at man fælder en partiformand, så synes jeg, at vi har mistet en proportionssans, og det er jeg rigtig ked af, mener Johs Poulsen.

Johs. Poulsen var Folketingsmedlem for Radikale Venstre fra 2005 til 2011.
Johs. Poulsen var Folketingsmedlem for Radikale Venstre fra 2005 til 2011.
Foto: Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

En hånd på låret burde ikke være nok

Det tidligere radikale byrådsmedlem i Skive Kommune Ditte Staun har selv oplevet upassende adfærd fra sine byrådskolleger.

- Jeg har oplevet at blive klappet bag i og blive talt til på forskellig vis, fortæller Ditte Staun.

Selvom det tidligere byrådsmedlem har oplevet Me too-tendenser på nærmeste hånd, mener hun ikke, at Morten Østergaards hånd på Lotte Rods lår er nok til, at han skal gå af som politisk leder. Hun er til gengæld kritisk over for hans håndtering af sagen.

-  Han skulle være stået frem og have sagt, at det var ham og have forklaret sig og gentaget sin undskyldning til Lotte Rod, som hun også har taget imod. Hvis det var kommet frem, så havde vi fået en helt anderledes debat, siger Ditte Staun.

Ditte Staun sad i Skive Kommunes byråd for Radikale Venstre fra 2009 til 2017.
Ditte Staun sad i Skive Kommunes byråd for Radikale Venstre fra 2009 til 2017.
Foto: Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Andreas Steenberg, der er valgt til Folketinget i Vestjyllands Storkreds, var en af de få, der kendte til sandheden om, at det var Morten Østergaard selv, der havde krænket Lotte Rod for ni år siden. Men selvom han havde kendskab til sandheden, blev han stadig overrasket over onsdagens begivenheder.

- Det var min opfattelse, at Lotte Rod heller ikke havde lyst til, at det skulle frem indtil i går, hvor det kom frem, så det kom også bag på mig. Men som jeg har det i dag, så tror jeg, at det var godt, det kom frem, fortæller Andreas Steenberg.

Det bliver Sofie Carsten Nielsen, der overtager formandsposten hos Radikale Venstre. Hun vandt posten foran Martin Lidegaard i en afstemning blandt partifællerne.

Men valget af den tidligere uddannelses- og forskningsminister som ny politisk leder huer ikke Ole Dall fra Skive Folkeblad.

- De ting, man kritiserer Morten Østergaard for, har hun jo også været en del af, og det, syntes jeg, ikke er kønt, at en ny formand for Radikale Venstre starter med den bagage, siger chefredaktøren.

Andreas Steenberg er blevet valgt som midlertidig næstformand for det kriseramte parti.

2:18
Der er stor uenighed blandt medlemmerne af det Radikale Venstre om, hvorvidt det var nødvendigt, at Morten Østergaard trak sig som politisk leder.