Danmarkshistoriens mest kendte hest fra Skive fylder 50: - Den er slet, slet ikke glemt

Lørdag var en festdag på travbanen i Skive, for travhesten Tarok kunne være fyldt 50 år. Det blev naturligvis fejret med et fødselsdagsløb.

0:56
Jørn Laursen er nok bedre kendt som den kusk, der fulgte med den legendariske derby-hest Tarok, som tirsdag den 8. februar kunne være fyldt 50 år.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

På travbanen i Skive blev der lørdag fejret, at hesten Tarok kunne være fyldt 50 år med et fødselsdagsløb, kaffe og kage. 

I årene 1975 til 1980 var den en af Danmarks mest populære heste, og den blev kaldt ’Dannebrog på fire ben’.

En af arrangørerne bag fejringen, der skal markere Taroks betydning, er Jørn Laursen.

Han er nok bedre kendt som den kusk, der fulgte med den legendariske derby-hest Tarok.

- Selv om den hest kunne være blevet 50 år, så er den slet, slet ikke glemt. Og vi er ude på anden og tredje generation, som stadig bliver mindet om, at der engang var en hest, der hed Tarok. Det betyder meget, siger Jørn Laursen.

Der var pyntet op ved travbanen i Skive.
Der var pyntet op ved travbanen i Skive.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Tarok bragte travsporten ind i stuerne hos danskerne, og den stod i Stald Kima i Skive.

Selv om det nu er mange år siden, at den folkekære hest døde, så holder Jørn Laursen og hans hustru Ingelise Laursen stadig foredrag om tiden med hesten.

Tarok døde 30. januar 1981.