Daniel og Martin reddede to menneskeliv

Daniel Gade fra Lyngs og Martin Beregaard Andersen fra Skive er blandt de tre nominerede som Årets Førstehjælper 2017.

I begge tilfælde blev der anvendt hjertestartere i forbindelse med livreddende førstehjælp.
I begge tilfælde blev der anvendt hjertestartere i forbindelse med livreddende førstehjælp.

Når Røde Kors torsdag udnævner Årets Førstehjælper 2017, er der store chancer for, at prisen lander her i landsdelen.

Daniel viste, at han har 100 procent styr på sin førstehjælp, da han så en efterskoleelev falde om i vejkanten ved idrætsefterskolen i Lyngs.

Martin reddede sin far, da han bevidstløs trillede ud af sin bil på genbrugspladsen i Skive.

Her kommer to fortællinger om hjertestop, der kunne være endt med to dødsfald hvis ikke redningmænd havde grebet ind med omgående førstehjælp.

16-årig faldt om i vejkanten med hjertestop

Sebastian Lyngholm Thomsen er springgymnast på Lyngs Idrætsefterskole på Thyholm nord for Struer, hvor han går i 10. klasse.

Her træner eleverne dagligt, og en løbetur på seks kilometer er normalt ikke den store udfordring.

Alligevel var en løbetur tæt på at få alvorlige konsekvenser for 16-årige Sebastian. Efter 4,5 kilometer faldt han om i vejkanten lige ved bygrænsen til landsbyen Lyngs.

Bare skaberi

Daniel Gade på 21 kom kørende på vej ud af byen sammen med sin mor. De kørte langsomt, fordi der var chikaner på vejen. I bakspejlet så han Sebastian dratte om.

- Først tænker jeg, det bare er skaberi. Hvis jeg skulle løbe så langt, ville jeg også smide mig på jorden, siger Daniel.

Daniel sprang ud af bilen. Da sebastian holdt op med at trække vejret, vidste Daniel præcis, hvad han skulle gøre via førstehjælp.

Han begynte på hjertemassage, mens hans mor ringede til alarmcentralen.

Ambulance og helikopter ankom

Pigen, der først havde tilset Sebastian, var løbet tilbage til efterskolen, og to fra personalet kom kørende med en hjertestarter.

Efter cirka et kvarter ankom ambulancen, og redderne tog over. Kort efter landede en redningshelikopter, og da Sebastian blev fløjet væk, var hans tilstand stabil.

- Dem, der har oplevet det, må være skræmte, og dem, der har ydet førstehjælp, må have haft det endnu værre, siger Sebastian, der i dag har det godt efter omstændighederne.

Hele forløbet har gjort, at Daniel er nomineret til Årets Førstehjælper af Røde Kors for sin indsats.

Du kan læse hele historien her eller se videoen herunder

Martin gav sin far livreddende førstehjælp på genbrugspladsen

Steen Beregaard Andersen og hans søn Martin Beregaard Andersen var sammen kørt til genbrugspladsen i Skive.

Allerede på vej til genbrugspladsen sagdeSteen, at han havde det lidt skidt. 

Da de ankom til genbrugspladsen, blev Steen svimmel og måtte støtte sig til traileren. Martin bad ham sætte sig ind i bilen igen, mens han selv gjorde arbejdet færdigt.

Netop da Martin havde tømt traileren, faldt Steen ud af bilen og landede på ryggen. 

Hjertemassage og kunstigt åndedræt

Martin skyndte sig hen til sin far og råbte til personalet og nogle andre brugere på genbrugspladsen. De kom styrtende for at hjælpe, mens Martin ringede til alarmcentralen.

- Ham fra lossepladsen flytter bilen, mens jeg holder min far, siger Martin.

Han begyndte at give hjertemassage og kunstigt åndedræt. Hurtigt tog en mand og en kvinde over, da Martin havde telefonen i hånden.

- Kvinden siger, at hun aldrig har prøvet det før, men jeg siger, at det er lige meget – bare tryk, husker Martin.

En ansat på genbrugspladsen kom ilende med hjertestarteren, og de nåede at støde Steen tre gange, inden ambulancen kom. Der var gået 12-13 minutter, da redderne tog over.

Midt i dette kaos var Martin fattet nok til at få ringet til Jonna, der skyndte sig at køre mod genbrugspladsen med de to andre brødre.

- Hvis det var for sidste gang, skulle de have lov til at se ham, siger Martin.

Hektiske dage

Familien nåede frem og så Steen blive fløjet væk i redningshelikopteren. De anede ikke, om han var død eller levende.

Herefter fulgte et par hektiske dage for familien. Steen var indlagt på Skejby sygehus, og hans tilstand var stabil. Der gik nogle dage, før de kunne konstaterede, at Steens hjerne ikke havde taget skade.

- Jeg har det bedre nu, end jeg havde før. Der gik kun 14 dage, så var jeg tilbage på golfbanen igen, siger Steen.

Du kan læse hele historien her eller se videoen herunder

 

Video og tekstuddrag venligst stillet til rådighed af Røde Kors.