ColoQuick-rytter jubler over tredobbelt Danmark Rundt-triumf

Niklas Larsen fra Skive-holdet Team ColoQuick har både førertrøjen, ungdomstrøjen og pointtrøjen forud for de sidste to etaper af Danmark Rundt.

Lørdag løber 4. etape af PostNord Danmark Rundt af stablen. Det bliver med unge Niklas Larsen i løbets førertrøje.
Lørdag løber 4. etape af PostNord Danmark Rundt af stablen. Det bliver med unge Niklas Larsen i løbets førertrøje.
Foto: THOMAS SJØRUP / Ritzau Scanpix

Tre gange måtte Niklas Larsen tage de fire trin op på scenen og videre på podiet, da der fredag skulle uddeles trøjer og hyldester efter 3. etape i PostNord Danmark Rundt. Det betyder, at han lørdag vil indtage løbets 4. etape iført løbets fornemmeste trøje.

Den 22-årige ColoQuick-rytter blev treer på kongeetapen, der i finalen blandt andet bød på den stejle Kiddesvej, og den placering sendte ham samlet i front. Foruden den blå førertrøje er han også indehaver af løbets hvide ungdomstrøje og den grønne pointtrøje.

- Det er superfedt at betale det arbejde tilbage, som mine holdkammerater har lavet for mig hele dagen. De har kørt superstærkt og haft en tro på mig på hele holdet, siger Niklas Larsen.

3:02
ColoQuick-rytter Niklas Larsen tror på, at han kan genvinde førertrøjen igen søndag.

Han håber at kunne holde føringen hele vejen til Frederiksberg, hvor Danmark Rundt slutter søndag, men det bliver svært, erkender han.

- Folk er stærke, og de vil gerne køre cykelløb, så jeg tror, at vi må være vågne, og så må vi lægge en plan efter, at de andre prøver at køre mod os. De er nok ikke tilfredse med, at det er et kontinentalhold, der sidder med førertrøjen.

- Det er nok for meget at forlange at stå med tre trøjer på Frederiksberg, men jeg håber, at jeg kan holde mig til i morgen og ikke tabe førertrøjen. Det vil være det allerstørste at stå med den til sidst, siger Niklas Larsen.

Og netop førertrøjen pillede han af Mads Würtz Schmidt, der ikke kunne sidde med fremme i finalen i Vejle, hvor den stejle Kiddesvej knækkede den danske Tour-rytter.

- Jeg havde ikke nok i benene til de der eksplosioner, siger Würtz Schmidt, der under Danmark Rundt kører for det sammensatte danske hold, Team PostNord Danmark. Jeg havde kun ét kick i benene, og det brugte jeg for tidligt, så det er sådan, det er. Det er hårdere at være sømmet, end det er at være hammeren.

- Vi gjorde, hvad vi kunne, men jeg manglede bare det sidste, og sådan er det. Det er der ikke noget at gøre ved, siger Mads Würtz Schmidt.

Han håber at kunne vinde trøjen tilbage på lørdagens etape, der køres fra Korsør og slutter med en finale i det bakkede Asnæs Indelukke.

/ritzau/

8:52
Etapeløbet Post Nord Danmark Rundt begyndte onsdag med start og mål i Silkeborg.