Brugte baseball-bat under slagsmål

Tre mænd anholdt for overfald på gaden i Skive.

PolitiErme_type1.jpg

Lokalpolitiet i Skive skal nu forsøge at finde ud af, hvad der lå bag et større slagsmål på gaden i Skive mandag aften.

Politiet kom første gang til adressen, da der klokken 20.23 blev meldt om husspektakel i en lejlighed på Egerisvej. Der var faldet ro over tingene, da betjentene nåede frem, og de forlod derfor stedet igen. Men kort efter kom der en ny melding - denne gang om et større slagsmål.

Fire personer var indblandet - tilsyneladende var det tre mænd, der angreb en fjerde med et baseballbat. Offeret kom ikke alvorligt til skade, men havde blandt andet flere mærker efter at have forsøgt at afværge slagene.

Tre mænd - to fra Skive og en fra Viborg - blev anholdt i sagen. De blev senere løsladt igen, og da der er tale om sigtede af udenlandsk herkomst, skal politiet nu have fat i en tolk for at kunne fortsætte efterforskningen.