Borgerne bliver hørt: Placering af legeplads skal til folkeafstemning

I Skive får borgerne nu mulighed for at deltage i beslutningen om, hvorvidt legepladsen Børnenes Paradis skal flyttes eller ej.

Næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, Anders Bøge, SF, foreslog en folkeafstemning om pladsen, og det bliver nu til virkelighed.
Næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, Anders Bøge, SF, foreslog en folkeafstemning om pladsen, og det bliver nu til virkelighed.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

I Skive har de en legeplads, der hedder Børnenes Paradis. Den har eksisteret i 83 år og har altid ligget det samme sted. Lige imellem stadion og Søndercentret.

Nu er det kommet på tale at flytte legepladsen, men man flytter jo ikke bare en legeplads, som har ligget det samme sted, siden den blev bygget. Borgerne i Skive Kommune har nemlig et særligt forhold til Børnenes Paradis.

- Netop denne her legeplads har en unik historie, og det skal vi jo respektere. Vi har tidligere erfaringer med, at der er mange følelser omkring det her, så vi synes, at det er vigtigt, at borgerne kan få lov at forholde sig til det, fortæller næstformand i Teknik- og Miljøudvalget i Skive Kommune, SF, Anders Bøge.

Derfor får skibonitterne nu mulighed for at blive hørt, i forhold til hvor legepladsen skal ligge i fremtiden. Beslutningen kommer nemlig til en folkeafstemning, og ifølge Anders Bøge så kan borgernes beslutning være tungen på vægtskålen.

- Folkeafstemningen kommer til at få 100 procent betydning for den beslutning, jeg træffer. Jeg følger det flertal, der bliver, og det tænker jeg også, at resten af udvalget gør.

Legepladsen skal ikke flyttes

Folkeafstemningen kan dog vise sig at blive en jordskredsejr. TV MIDTVEST var i dag på gaden i Skive, for at høre, hvad holdningen er til en flytning af legepladsen.

- Jeg er kommet her de sidste otte år i hvert fald. Jeg har to børn fra et tidligere forhold, og vi brugte rigtig meget tid hernede. Nu har jeg fået en ny datter, og jeg havde håbet at tage hende med herned også. Så jeg er lidt ked af, hvis den skal flytte, fortæller Morten Christian Mathiasen, der i dag har taget sin datter med på legepladsen.

I gågaden fangede vi chaufføren Ejnar Jensen, der ligeledes har et forhold til Børnenes Paradis, og ifølge ham kan en flytning slet ikke komme på tale.

- Det duer bare ikke. Den skal ligge, hvor Børnenes Paradis altid har været. Jeg er jo fra byen og er selv kommet der, da jeg var lille, så jeg har været der mange gange med mine egne børn.

Derfor bliver nyheden om en folkeafstemning også modtaget med kyshånd.

- Jeg synes, det er rart, at de inddrager os i det. Jeg synes, at vi har noget at sige i og med, at det er vores børn, der skal bruge det, siger Morten Christian Mathiasen.

Flytningen skal gøre plads til byudvikling

Forslaget om af flytte Børnenes Paradis skal ses som en del af byudviklingen i Skive. Byrådet er blevet præsenteret for et forslag, som vil flytte legepladsen 100 meter, for at gøre plads til udviklingen af en idræts- og kulturpark omkring stadionet Hancock Arena.

- Der er jo den mulighed at lade legepladsen blive, hvor den er, og så er forvaltningen kommet med et oplæg, hvor den placeres et lille stykke herfra. Så er der også nogle, der foreslår at ligge den ovre i anlægget, og alt er i spil lige nu, fortæller Anders Bøge.

Borgerne vil blive præsenteret for de tre forslag, så snart corona-restriktionerne tillader det.

1:59