Børn og voksne har bakset med biller i ugevis: Kryb og kravl bliver til kunst på sti ved Hem Skole

Stien langs den nedlagte jernbane, som Hem Skole har rådighed over, skal pyntes med kunstneriske bille-skulpturer, som eleverne i dag har lavet med hjælp fra kunstnere.

Snart kan borgere og turister i Hem se frem til en ny attraktion, Billesporet.

Stien langs den nedlagte jernbane, som Hem Skole har rådighed over, bliver nemlig fremover til lidt af et kunststykke med inspiration fra Skovsnogen i Skarrild.

- Det er et område, som mange borgere færdes i, og vi har længe gerne villet gøre det mere spændende, siger skole- og dagtilbudsleder Helle Kappel.

Temaet for kunstværkerne langs ruten er landet på biller, som eleverne i dag har konstrueret en masse af med hjælp fra seks professionelle kunstnere.

De kreative figurer er blevet til af en blanding af både hverdagsting og elementer, som børnene selv har skabt af lerplader eller jern.
De kreative figurer er blevet til af en blanding af både hverdagsting og elementer, som børnene selv har skabt af lerplader eller jern.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Vi har lavet en bille, der kan synge, så den fik en vandhane som mikrofon. Den hedder Justin Bille, siger Esben Christensen fra 6. klasse.

- Der er kapsler på vores, fordi ham, jeg var i gruppe med, hans far arbejder på Hancock-bryggeriet, så der er de kapsler fra, siger Camille Schmidt fra samme klassetrin.

Der er ifølge skole- og dagtilbudslederen en særlig grund til, at netop biller skulle blive temaet for den kunstneriske opgave.

- De lever jo i skoven, men vi ser dem normalt kun, hvis vi leder efter dem. Det med at lede efter og se skønheden, det æstetiske i biller – det vil vi gerne give videre, siger Helle Kappel.

De mindre bille-kunstværker lavet af børnene skal placeres i skoven ved nogle op til fem meter høje bille-skulpturer, som fungerer som vejvisere.
De mindre bille-kunstværker lavet af børnene skal placeres i skoven ved nogle op til fem meter høje bille-skulpturer, som fungerer som vejvisere.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Børn slår voksne på fantasien

Alle disse kunstværker i form af store biller støbt i cement med påklistrede genstande har børnene som sagt fået hjælp til at lave af professionelle kunstnere. 

En af dem er Christel Bækgaard, der er keramiker fra Lund ved Højslev.

- Min mand og jeg har været i gang i to-tre uger med at lave de store biller, som skal være en vejviser ind i skoven fra cykelstien. Så folk kommer ind og ser de kunstværker, der bliver sat op af børnene, siger hun.

Og de voksne hjælpere får også noget ud af at undervise en yngre generation.

- Jeg lærer dem nogle teknikker. Giver dem nogle redskaber til at kunne lave nogle kunstneriske ting. Men jeg får også noget igen, de har en fantastisk fantasi, som nok er lidt mere rusten i min alder.

Billesporet åbner for offentligheden fredag 17. september efter en fernisering på STATIONEN, som er indgangen til gå- og cykelstien langs den nedlagte Vestsallingbane.

Også den kendte multikunstner og håndværker Erik Peitersen underviste i blandt andet at lave figurer af ler.
Også den kendte multikunstner og håndværker Erik Peitersen underviste i blandt andet at lave figurer af ler.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST