22. maj 2017 er en dato, Skive-drengen Rasmus Kragh aldrig glemmer. Den dag kulminerede flere års drømme og mange måneders træning i et ekstremt forsøg.
Rasmus ville nå toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest. Det er der efterhånden så mange, der har gjort. Men Rasmus Kragh ville gøre det på sin egen måde. Den efterhånden erfarne bjergbestiger ville gøre det uden kunstig ilt, og han ville ikke have nogen med sig til at hjælpe.
Langt de fleste bestigninger af Mount Everest foregår fra sydsiden. Men udover de andre benspænd, Skive-drengen havde lagt for sig selv, ville Rasmus Kragh ovenikøbet bestige bjerget fra den barske nordside i Tibet. Det forlyder, at det har færre end ti mennesker i verden gjort alene og uden kunstig ilt.
- Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle bestige Everest, så ville jeg gøre det på min egen måde. Så skal jeg ikke være en del af det, der i mine øjne er et kommercielt og måske også lidt turistet setup. Mange af dem, der forsøger på sydsiden, med kunstig ilt selvfølgelig, og som er en del af store ekspeditioner, de er turister på bjerget. Altså de er ikke bjergbestigere, de er ikke klatrere. Og uden at forklejne det, så tror jeg ikke, de har den samme motivation for at nå toppen, mener Rasmus Kragh og uddyber.
- Jeg tror, at motivationen skal komme herindefra. Der skal være et indre drive, siger han og klapper sig på brystet.
Han har tidligere besteget verdens 6. højeste bjerg, Cho Oyu på 8201 meter og verdens 8. højeste bjerg, Manaslu åp 8156 meter. Også alene og uden brug af kunstig ilt. Og han forstår godt, hvis der er nogen, der synes, han er egoistisk, når han insisterer på at dyrke sin store lidenskab, som per definition er livsfarlig.
- Jeg tror, det kan være svært at forstå. Men der er nok også andre, der sidder derude med en passion, der føler, at hvis de ikke forfølger den, så ville deres liv være noget kludder. Og det er sådan, jeg har det med bjergene, forklarer Rasmus Kragh til TV MIDTVEST, en uge efter sin hjemkomst til Danmark.
Her understreger han også, at han udmærket ved, hvad han foretager sig. Han er klar over risikoen og tager alle tænkelige forholdsregler. Og han forventer ikke at blive reddet, hvis noget skulle gå galt.
- Andre skal selvfølgelig ikke sætte deres liv på spil for at redde mig, fordi jeg insisterer på at lave det, jeg gør. Men jeg mener også, at jeg er i stand til at tage vare på mig selv. Det har jeg på en måde lige bevist, siger han med henvisning til sin netop overståede ekspedition. For den gik ikke helt som planlagt.
Rasmus Kraghs topforsøg trak store overskrifter i de fleste danske medier. For det var virkelig noget specielt.
Præcis den weekend, han havde udset sig til at nå toppen (han udsatte dog forsøget til mandag 22. maj på grund af vind), kom fire andre bjergbestigere galt afsted. De mistede alle livet. Den virkelighed var med til at øge mediernes bevågenhed på Rasmus Kraghs farlige forsøg.
Netop medierne blev en prøvelse for familien og kæresten, som ængsteligt ventede på nyt fra Rasmus i timerne efter topforsøget. Men vejret var så dårligt på Mount Everest, at det længe ikke var muligt at få radiokontakt. Det kom til at spille en rolle i forhold til, hvad det var for en historie, der florerede i medierne omkring Rasmus’ tilstand efter topforsøget.
Op til forsøget havde Rasmus brugt halvanden måned på at vænne sig til højderne i Himalayabjergene. Han gik flere gange op og ned til de forskellige camps på ruten. Både for at bære sin oppakning op, men især for at vænne sig til den tynde luft.
- Det er både fysisk og mentalt hårdt. At gå helt ned til Basecamp igen, når man lige har været oppe omkring 8.000 meter, forklarer Rasmus Kragh.
20 . maj kommer han op i camp 3, som ligger i 8.300 meters højde. Planen er at gå op til toppen tidligt om morgenen den 21. Men der er kraftig vind, så Rasmus beslutter sig for at udskyde forsøget til den 22. maj.
Denne dag er vejret fint og klart. Men en ekstra nat i så store højder har stor betydning for kroppen. Fra 8.000 meter oppe kaldes det populært ”dødszonen”, fordi luften er så tynd, og en nedbrydning af kroppen er gået i gang.
Rasmus har brugt hele den sidste nat på at få styr på begyndende forfrysninger i hænder og fødder. Temperaturen er minus 20 grader, og han bruger al sin gas på at få varmen. Så han har slet ikke sovet, da solen står op, og han begiver sig afsted.
Alligevel føler Rasmus sig i fin form. Og selvom det går langsomt, går det støt opad.
Undervejs møder Rasmus Kragh liget af en mand. Han var forberedt på, han ville møde døde på vejen, for det er utroligt svært at få folk ned fra bjerget, så højt oppe. Men denne mand, som oven i købet er den første døde person, Rasmus ser, gør indtryk.
- Jeg er klar over, han højst har været død i et døgn eller to, forklarer han. Og så kommer det pludselig lidt tæt på.
Det får ham til at huske, at han ikke skal nå toppen for enhver pris.
- Det er vigtigere, at jeg kommer helt ned. Det bliver jeg opmærksom på, husker Rasmus, at han tænkte ved synet af den døde mand.
På et tidspunkt begynder udfordringerne ved at være i den tynde luft at vise sig. Rasmus hører stemmer.
- Jeg vender mig flere gange rundt og kigger. Jeg tror, der er nogen, der taler til mig. Det er helt tydeligt. Sådan ”hej” og ”hallo”. Sådan nogle ting. Men der er ingen, forklarer han med et smil.
Det går stadig godt, og Rasmus føler sig både fysisk og mentalt i god form. Men kun 250 meter fra toppen, ændrer vejret sig.
Voldsomme vindstød helt oppe tager til i styrke, og Rasmus beslutter sig for at kontakte sin ekspeditionsleder, der sidder et par kilometer længere nede af bjerget i den såkaldte ABC – Advanced Base Camp.
Ekspeditionslederen er opdateret på vejrliget og forklarer Rasmus, at det her tidsvindue, der er for at nå toppen, er ved at lukke sig. Så Rasmus bør vende om.
- Det er mega bitter og hårdt i situationen, fordi der jo er gået så mange forberedelser forud, men også så mange lidelser. Og hele det her topforsøg har bare været én stor lang kamp for at komme derop, hvor jeg nu står. Og jeg føler mig stærk nok, både mentalt og fysisk, til at kunne gå hele vejen. Og det er også den følelse, jeg sidder med nu. Men det var det eneste rigtige at gøre, konkluderer Rasmus Kragh fra hjemmet i Aarhus.
Kun 250 meter fra toppen af Mount Everest må han derfor opgive drømmen. For denne gang.
Nu skal Rasmus ned ad Mount Everest igen. Og han har det værste foran sig. Efter endnu en søvnløs nat i teltet i camp 2 i voldsom blæst nede i 7.700 meters højde er det ved at gå galt.
Teltet flyver pludselig afsted, henover klipper og sten. Med Rasmus indeni.
- Jeg kunne ikke gøre andet end at holde armene op for at beskytte mit hoved. Det var ude af min kontrol, erkender han.
Men til alt held sætter teltet sig fast lige så pludseligt, som det rev sig løs. Rasmus finder lynlåsen og kaster sig ud.
Han har heldigvis sine støvler på, og hans inderluffer ligger i soveposen. Uden støvler og luffer ville han være prisgivet. Soveposen når han også at hive ud i, inden teltet igen blæser afsted, denne gang ud over afgrunden.
Rasmus' rygsæk med de fleste af hans ting har ligget udenfor teltet om natten. Så skaden er forholdsvist begrænset. Men chokket skal lige fordøjes.
Rasmus får kæmpet sig ned af bjerget, helt ned til camp 1 i 7.000 meters højde. Vinden er voldsom, så han må flere gange søge læ bagved klipper for at komme i sikkerhed.
I sit andet telt, der stadig står i camp 1, kaster han sig ind og falder straks i en udmattet søvn. Først ved middagstid, da solen bager løs, vågner han igen.
Her beslutter han sig for at bruge den sidste strøm på sin sattelittelefon til at ringe til sin mor og sin kæreste.
- Jeg tænker, at det er de to mest bekymrede mennesker i verden, så jeg fortæller dem, at jeg har det godt. Men jeg må nok også indrømme, at jeg måske har været lidt påvirket af det hele, forklarer Rasmus.
I samtalerne får han nemlig fortalt, at han ikke længere kan mærke sine hænder og fødder, og at han er dehydreret.
Efter opkaldet sender Rasmus' kæreste en besked til webredaktionen bag hans facebookside, hvor hun forklarer om Rasmus' situation.
Hun skriver også, at hun og hans mor har besluttet sig for at trodse hans ønske om at gennemføre turen alene. De vil sende et redningshold op efter ham. Og så beder de medierne respektere familiens ønske om at få ro.
Men på en måde sker det modsatte. For medierne følger også intensivt med på Rasmus Kraghs facebookside, og så følger næsten et døgn, hvor medierne spekulerer i Rasmus uvisse skæbne på bjerget. Hvor der jo i øvrigt er fundet flere døde bjergbestigere i weekenden, bemærkes det.
Rasmus selv aner intet om den situation, hans telefonopkald har skabt hjemme i Danmark. Det dårlige vejr betyder nemlig, at selvom han sidst på eftermiddagen 23. maj når sikkert ned til Advanced Base Camp, er der ingen netforbindelse og ingen kontakt med omverdenen før flere timer senere.
- Det er nat i Danmark, da jeg får reageret på det her. Jeg kan se, der er tikket en del mails ind hos min ekspeditionsleder, og dem bliver jeg ligesom nødt til at tage vare på, for jeg kan forstå, at der er en historie ude i Danmark, som er lidt skæv i forhold til, hvordan min situation er nu, forklarer Rasmus.
Han forklarer, at han er blevet meget rørt over de mange bekymrede, men også positive tilkendegivelser, han fik på sin facebookside i de timer, man i Danmark ikke kendte til hans situation. Både fra folk han kender, men også fra mange mennesker han aldrig har mødt.
På en måde gjorde telefonopkaldet, at han på meget kort tid kom på mange danskeres læber. Blev hele Danmarks Rasmus og allemandseje. Alligevel ville han i dag gerne gøre telefonopkaldene om.
- Jeg tror egentlig, at det, der gør mig mest ked af det ved hele den situation, det er den belastning og bekymring, jeg har puttet på mine nærmeste, funderer han.
- Også fordi det bliver meldt ud offentligt. Så at de, udover at have det svært i forvejen, bliver konfronteret med medierne, som så igen, altså det er jo medier, måske får det dramatiseret lidt ekstra og spekulerer i tingene. Derfor skal jeg til en anden gang tænke lidt mere over, hvordan jeg håndterer sådan en situation, konkluderer bjergbestigeren.
Rasmus Kragh kom heldigvis helt ned. Og efter en akklimatisering i Nepal lander han 31. maj i lufthavnen i Karup, hvor familie, venner og kæresten stod klar til at modtage ham.
Om han vil afsted igen?
- Det er klart, der er en lyst til at lukke den her udfordring på toppen i stedet for 250 meter fra toppen lige nu. Men nu skal det hele lige falde lidt til ro, og jeg skal bruge noget tid på familie og venner. Og så må vi se, hvad fremtiden bringer, siger Rasmus Kragh, som allerede nu holder foredrag og udbyder vandreture på Kilimanjaro, som er Afrikas højeste bjerg på 5895 meter.
Så selvom hans mission gav familie, venner, kæreste og mange andre store bekymringer, har han altså stadig en trang til at nå sit mål.
- Jeg tror jo på, at man kommer længst her i livet ved at være sig selv og ved at stå ved de drømme og mål, man nu har. Har man en stærk passion, så tror jeg, det er bedst for alle, at man faktisk forfølger den. For simpelthen at være sig selv. Set fra min egen stol føler jeg, jeg må gå på kompromis med mig selv, hvis jeg ikke fortsætter med at være i det element, som jeg elsker så højt, nemlig bjergene, forklarer Rasmus og tilføjer.
- Men det, jeg kan gøre overfor min familie og min kæreste, det er jo at være ekstremt godt forberedt og blive ved at tage de forholdsregler, der er nødvendige for at minimere den her risiko, der er forbundet med det, jeg laver. At være velovervejet og hele tiden have i baghovedet, at bjergene også er der en anden gang. Og det synes jeg egentlig, jeg har bevist, at jeg godt kan, siger han og fortsætter:
- At selvom jeg vælger at gøre det her på en af de absolut sværeste måder, så er jeg stadig i stand til at stoppe, mens legen er god, og vende hjem til noget, der er vigtigere end at risikere sit liv på toppen af et bjerg for.
Se udsendelsen med Rasmus Kraghs historie herunder.
Du kan også se et længere program med bjergbestigeren på Mokka.
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST. Privatoptagelser: Rasmus Kragh.
