Birgitte har succes i et mandefag: - Selvom jeg er en pige, så kan jeg sgu godt

Allerede som barn havde hun sin egen havetraktor. I dag har hun stor succes med at uddanne sig til landbrugsmaskinmekaniker.

Birgitte Brunsgaard Jacobsen er ikke bange for at tage fat.
Birgitte Brunsgaard Jacobsen er ikke bange for at tage fat.
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

- Det er fedt at vise mændene, at selvom jeg er en pige, så kan jeg sgu godt.

Ordene kommer fra Birgitte Brunsgaard Jacobsen.

I disse dage går hun efter titlen som Danmarks Bedste Lærling (DBL) i kategorien landbrugsmaskinmekaniker. Det foregår på Nordeuropas største landbrugsmesse, Agromek, i Herning.

Hun er vokset op på gården Overgård ved Skive, og allerede som 7-årig havde Birgitte et godt øje til de store maskiner.

- Vi har haft maskiner, og så var der en mekaniker, der kom og lånte vores værksted til at komme og skrue i, husker Birgitte Brunsgaard Jacobsen.

Han byggede blandt andet et traktortræk op.

- Jeg var ude at hjælpe ham, hver gang han kom, og jeg syntes, det var megafedt, fortæller hun.

Ikke plads til flere pokaler

Som 11-årig fik Birgitte en havetraktor i fødselsdagsgave. Den blev med stor succes brugt til at køre havetraktortræk med.

- Jeg har ikke plads til flere pokaler i skabet derhjemme, vurderer den sejrrige 20-årige.

Interessen var der, så hun måtte bare have en havetraktor.

- Den har jeg så bare hygget mig med, til jeg var gammel nok til at køre en rigtig traktor, fortæller Birgitte Brunsgaard Jacobsen.

Med til historien hører også, at hun på et tidspunkt begyndte at gå til skak.

- Dengang jeg startede på skak, troede mine forældre heller ikke, at det var noget, jeg ville fortsætte med, for det kunne jeg godt nok ikke sidde stille til.

Men det har givet Birgitte en ny evne.

- Det har lært mig at koncentrere mig, påpeger hun.

"Hun kan ikke noget"

Selvom hun først er udlært hos Sjørup Group i slutningen af januar, så har hun netop bestået svendeprøven med højeste karakter.

Det med at mekanikken består af så mange dele, og man alligevel kan få det til at fungere og bruge det til noget, fascinerer hende.

Og ja, hun er havnet lige midt i en mandeverden, men det tager Birgitte i strakt arm.

- Jeg har jo fuldstændig samme interesse som mændene, men du skal jo altså kunne tåle lidt mandehørm, erkender hun.

Og fordommene, dem har hun også mødt.

- Der er nogle enkelte gange, hvor der lige er nogle mænd, der tænker: “Hun kan ikke noget.”

- Så viser jeg dem, det kan jeg godt, og så synes de bare, det er megafedt, lyder det fra hende.

Men oftest møder hun kun folk, der synes, hun er sej.

Onsdag gælder det så de første konkurrencer i jagten på at blive Danmarks Bedste Lærling.

- Det er bare en fed oplevelse at få lov til at være med. Selvfølgelig er det aldrig fedt at tabe, men man kan ikke altid vinde, siger hun.

På sigt er det hendes drøm at komme til USA på et tidspunkt “og køre lidt traktor”, som hun siger.