Badeland klar til genåbning

Badelandet i Kulturcenter Limfjord er snart klar til at tage imod gæster igen efter at have været lukket i over en måned på grund af tekniske problemer.

skivebadelandjepe.jpg

30 millioner kostede det at renovere badelandet i Kulturcenter Limfjord, der kunne byde gæster inden for i de nye omgivelser d. 31. januar.

Men kun 10 dage senere måtte ledelsen lukke badelandet for offentligheden på grund af problemer med styring af klorindhold og affaldsstoffer i vandet.

Nu er der styr på problemerne, og det nyrenoverede badeland er snart klar til en genåbning.

- Det er lige før, at vi glæder os endnu mere denne gang end til den officielle åbning d. 31. januar, siger direktør Bent Mølgaard.

Kulturcenter Limfjord åbner dørene til badelandet igen fredag d. 27. marts, hvor de morgenfriske kan hoppe i vandet allerede fra klokken seks om morgenen.