Årets årlige bedømmelse er vigtig: - Det giver et billede af, hvor du står henne avlsmæssigt

Til den årlige knapstrupperbedømmelse bliver der selvfølgelig sat fokus på hestene, men menneskerne hygger sig også.

Knapstrupperkåring fandt i dag sted i Skive.
Knapstrupperkåring fandt i dag sted i Skive.
Foto: Jesper Thomsen, TV MIDTVEST

I Skive blev der lørdag budt på et særligt arrangement.

Her løb den årlige knapstrupperkåring nemlig af stablen, og derfor var ejere af netop den hesterace kommet til fra nær og fjern for at få deres heste bedømt at dommere.

Knapstrupperne bliver bedømt på blandt andet type og gang, og det kan være vigtigt at få gode karakterer, hvis man har planer om at gå videre med sin avl.

- Hvis du er seriøs avler, så er det altså en vigtig del at komme ind til Knapstruppeforeningens kåringer med både hoppe og hingst. Det giver et billede af, hvor du står henne avlsmæssigt i forhold til, hvor man kan forbedre nogle ting, siger Karina Sartor Westergaard, der er knapstruppeavler og stutteriejer i Skive.

National hesterace

I Danmark har vi tre nationale hesteracer, og her er knapstruppen en af disse.

Karina Sartor Westergaard fortæller, at den kendetegnes ved dens udseende og temperamentet.

- Udover farven er det også temperamentet på dem. De har et cool temperament. De er blevet forbedret avlsmæssigt, så de også kan følge med varmblodsheste på type og gang, siger hun.

Ikke kun heste i fokus

Ligesom når mange andre dyreforeninger samles, får dyrene ikke al opmærksomheden.

For Karina Sartor Westergaard handler det i stor grad også om fællesskabet med ligesindede.

- Det er et fællesskab, hvor alle kender alle. Vi kommer fra alle steder i landet, så det her er lidt årlig familiehygge, hvor alle samles, og man får en opsamling fra sidste møde. Det er hyggeligt. Alle er glade for at være her. Vi glæder os i hvert fald hvert år til at komme her, siger hun.

0:35
Knabstrupperen er en sjælden hesterace og en af Danmarks tre nationale hesteracer.