Anmelder så, de røg hash i bil: Fører havde ingen kørekort - kammerat havde en kniv

Ulovlig kniv. Besiddelse af hash. Ingen kørekort. Bilen var ikke indregistreret. Ingen forsikring. Nummerpladerne var stjålne. Også dem i bagagerummet. Listen af sigtelser blev lang torsdag formiddag i Skive.

Politibil med udrykning.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Hvis man er stedkendt i Skive og ved, hvor Lagkagehuset og McDonald's ligger, så ved man også, at der færdes relativt mange mennesker dér en helt almindelig formiddag.

Men det lod åbenbart ikke til at forhindre tre personer i at ryge hash ved 10-tiden torsdag.

For politiet fik en anmeldelse om, at der var nogen, som sad og røg hash i en grå Seat ved Lagkagehuset. Da politiet ankom, var der ingen, som røg hash.

Men på manden bag rattet - en 39-årig randrusianer - fandt betjentene hash. Han havde i øvrigt ingen kørekort, og bilen var hverken indregistreret eller forsikret - og så sad der stjålne nummerplader på. I bagagerummet lå der endnu et sæt stjålne nummerplader.

Alt det blev han sigtet for, oplyser Niels Bach fra Lokalpolitiet i Skive til TV MIDTVEST.

Passager havde kniv på sig

Ved siden af den 39-årig sad en 43-årig mand. Også fra Randers. Han havde en ulovlig kniv på sig.

På bagsædet sad en 49-årig kvinde fra Kongerslev sydøst for Aalborg.

I øvrigt kunne bilen ikke køre. Så ud over en række sigtelser skulle de tre personer også lige finde ud af at få bugseret bilen derfra.