Anholdt for at true vidne

En 49-årig mand fra Skive er sigtet for dødstrusler. Onsdag blev han igen anholdt og sigtet for at true et vidne i sagen, men de sigtelser frafaldt anklagemyndigheden umiddelbart inden, han skulle fremstilles i grundlovsforhør (opdateret).

Ny politibil front, udrykning 150713.jpg

Lokalpolitiet i Skive har onsdag sigtet en 49-årig mand fra lokalområdet for tirsdag at have truet et kvindeligt vidne i en sag, hvor han i forvejen er sigtet for dødstrusler med våben. Det fortæller vicepolitikommissær Lars Mikkelsen fra Lokalpolitiet i Skive.

De oprindelige trusler fandt sted i marts, og nu gentager manden ifølge politiet den ulovlige adfærd.

Manden er blevet anholdt i Hjørring og skulle efter planen være fremstillet i grundlovsforhør kl. 15 onsdag, men det er i sidste øjeblik blevet aflyst.

- Der kom nye oplysninger frem lige inden retsmødet, og derfor aflyste vi, fordi vi vurderede, at der ikke var nok til et grundlovsforhør, fortæller anklager Jens Severinsen.

Dermed er manden igen blevet løsladt.