Alvorlig ulykke på el-løbehjul: Kvinde fløjet til hospitalet

En 20-årig kvinde blev fundet bevidstløs, efter hun var væltet på sit el-løbehjul. Kraftig vind kan være årsagen.

En 20-årig kvinde blev fundet bevidstløs af en forbipasserende mand fra Skive, efter hun var væltet på sit el-løbehjul (arkivfoto).
En 20-årig kvinde blev fundet bevidstløs af en forbipasserende mand fra Skive, efter hun var væltet på sit el-løbehjul (arkivfoto).
Foto: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix

En 20-årig kvinde fra Stoholm er stadig i kritisk tilstand efter hun onsdag styrtede på sit el-løbehjul.

- Da hun blev fundet af en anmelder på kørebanen på Iglsøvej, var hun bevidstløs og blødte fra hovedet, siger Mads Peter Larsen, der er politiassistent hos Lokalpolitiet i Skive.

Kvinden blev fløjet med helikopter til sygehuset i Skejby. Ifølge politiet er hendes tilstand i dag stabil, men kritisk.

Hovedskader trods hjelm

Årsagen til ulykken er endnu ikke fastlagt, men politiet formoder, at kraftig vind kan have skubbet kvinden omkuld.

- Der, hvor hun blev fundet, var hun lige kommet ud af et skovområde, og der var meget vind, så det kan være det, der har skubbet hende ud i rabatten, så hun har mistet herredømmet over løbehjulet, siger Mads Peter Larsen.

Selv om kvinden havde hjelm på, så var faldet så voldsomt, at hun havde flere skader i hovedet.