Alkoholfri øl hitter som aldrig før – salget stiger lynhurtigt
I otte år i streg er salget af øl uden alkohol steget voldsomt. Det skyldes blandt andet, at smagen er blevet bedre, lyder det fra ekspert.
Vi ved det alle sammen godt. Danskerne elsker øl, og vi drikker da heller ikke mindre end 350 millioner liter om året. Men man kan tilsyneladende godt lære en gammel hund nye tricks.
For åbenbart er procenterne i øllet ikke så vigtigt, som man skulle tro. I 2021 steg salget af alkoholfri øl nemlig for ottende år i træk.
Det mærker de tydeligt hos Fur Bryghus. De hoppede med på den alkoholfri bølge for tre år siden.
- Vores salg fra vi startede til udgangen af sidste år er fordoblet på alkoholfri. Så det har været en fin udvikling, siger Per Kristensen, der er forretningsfører hos Fur Bryghus.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk kan øl betragtes som alkoholfri, når den har 0,5 procent alkohol eller mindre.
Udover de alkoholfri øl, så har Fur bryghus også øl med lave procenter. De to typer øl udgør tilsammen 10 til 15 procent af bryggeriets salg.
Salget stiger over det hele
Det er ikke kun hos Fur Bryghus, at de alkoholfrie øl har stor succes. For få år siden havde Bilka kun to varianter af alkoholfrie øl, men i dag fylder øllene en hel hyldemeter.
- Det fortæller lidt om, hvor meget det er vokset, siger sektionschef i Bilka Holstebro, Brian Munkholm.
Han støttes af en foreløbig opgørelse af ølsalget i 2021 på landsplan. Den viser, at salget af alkoholfri øl steg med knapt 10 procent sidste år, og at salget er firedoblet siden 2014.
- Det afgørende parameter for den stigende interesse i alkoholfri øl er, at det rent faktisk smager godt. Det gjorde det ikke for fem år siden, siger trendekspert hos Pejgruppen Louise Byg Kongsholm.
Men der er også andre grunde, mener hun. Forbrugerne vil gerne selv bestemme nu.
- Det kan både være på smagen og på graden af alkohol. Så er vi også mere interesserede i sundhed, og sundhed er også for nogen lig med lavere grader af alkohol, slår hun fast.