41-årig idømt fængsel for tyveri af Jorn-maleri

En 41-årig mand er ved Retten i Viborg blevet idømt seks måneders betinget fængsel for at have stjålet et kostbart Jorn-maleri i Skive.

Skive Kunstmuseum
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

En 41-årig mand fra København er ved Retten i Viborg i dag blevet idømt seks måneders betinget fængsel for at have stjålet et kostbart maleri fra Krydsfelt Skive. Det skriver Skive Folkeblad.

Maleriet "Skabelon 1941" måler cirka 27 gange 32 centimeter. Det har anslået værdi af et sted mellem 350.000 kroner og 600.000 kroner.

Politiet fandt Asger Jorn-værket hjemme hos manden under en ransagning i foråret og sigtede efterfølgende manden for tyveri. Værket var nemlig forsvundet fra Skive Kunstmuseum nogle år tidligere.
    
Og netop den 41-årige nu dømte mand havde tilbage i 2014 sin gang på museet i forbindelse med udstilling af egne værker. Det er i den forbindelse manden skal have stjålet maleriet. 

Den 41-årige har under hele forløbet nægtet sig ellers skyldig i tyveriet og i stedet forklaret, at han havde købt Jorn-maleriet på et loppemarked. Den forklaring holdt han i følge folkebladet i dag fast i ved Retten i Viborg. 

Men manden blev ud over de seks måneders betinget fængsel også idømt 120 timers ulønnet samfundstjeneste.

Det er i følge Skive Folkeblad endnu ikke afgjort, om den 41-årige københavner vil anke dommen.