35-årig fængslet efter lampetyveri i Skive - en kvinde er stadig på fri fod

Overvågningsbilleder har hjulpet politiet på sporet af to gerningsmænd, som stjal fire kostbare lamper på et hotel i Skive.

Håndjern og politibil
Foto: Flemming Christensen

I fem dage har politiet ledt efter en mand og en kvinde, som stjal kostbare lamper på Hotel Skivehus.

De to var på hotellet omkring klokken 03.30 natten til i fredags, hvor de klippede fire designerlamper til en værdi af i alt omkring 60.000 kroner ned fra loftet og stak af.

Overvågningskameraer fangede hele tyveriet og ledte politiet på sporet af gerningsmændene.

Og i går eftermiddag kunne de så anholde den ene af de to - en 35-årig mand med tilknytning til Skive.

- Vi kender medgerningskvindens identitet, men hun er stadig på fri fod, og vi arbejder på højtryk på sagen, siger Niels Bach, politiassistent hos lokalpolitiet i Skive.

Den 35-årige blev fremstillet i grundlovsforhør i dag over middag. Han blev varetægtsfængslet frem til den 20. december.

Politiet har endnu ikke fundet lamperne.