En 34-årig mand fra Skive gad i påsken tilsyneladende ikke køre på genbrugspladsen, da han skulle skille sig af med en større bunke affald - men dovenskaben går formentlig hen og bliver en dyr omgang, idet politiet nu har sigtet ham for at overtræde affaldsbekendtgørelsen.
Sagen begyndte at rulle, da lokalpolitiet i Skive tirsdag fik en anmeldelse fra Kirkens Korshærs genbrugsbutik på Viborgvej i Skive.
Anmeldelsen gik på, at nogen havde smidt en større bunke affald - svarende til en trailerfuld - ved butikken.
Bunken indeholdt, hvad politiet betegner som en masse skrammel. Der var blandt andet reklamer, papkasser, dæk og lamper.
Men bunken indeholdt også noget, der fangede politiets interesse - nemlig en del personlige papirer som førte frem til den 34-årige.
Manden forklarede, at bunken efter hans opfattelse indeholdt flere ting, som genbrugsbutikken kunne tjene penge på, men den købte ordensmagten ikke.
- Efter vores opfattelse var der intet af værdi. Der var udelukkende tale om henkastning af affald, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Overtrædelse af affaldsbekendtgørelsen straffes med en bøde. Præcist hvor meget den 34-årige må punge ud med, vides endnu ikke. Der er forskellige bødetakster - på Miljøstyrelsens hjemmeside kan man for eksempel læse, at henkastning af flere affaldsposer på fremmed grund straffes med en bøde på 500 kroner.
Politiet oplyser i øvrigt, at manden en gang tidligere har dumpet affald ved genbrugsbutikken - den gang blev det dog ikke anmeldt.