32-årig får straksdom for grov vold

En 32-årig skibonit har torsdag middag fået en straksdom på fem måneders fængsel for grov vold.

En 32-årig skibonit får straksdom på fem måneders fængsel.
En 32-årig skibonit får straksdom på fem måneders fængsel.

Retten i Viborg har torsdag takseret et voldeligt overfald på et værtshus, hvor en 32-årig mand fra Skive overfaldt en jævnaldrende til 5 måneders fængsel. Den 32-årige blev fremstillet i grundlovsforhør, men erkendte volden og endte med at få en straksdom.

- JEg er godt tilfreds med dommen. Den ligger indenfor det niveau, hvor dan slags sager skal ligge, siger Morten Wibroe, der er anklager. 

Overfaldet skete søndag morgen ved 06 tiden på værtshuset Jægerkroen i Skive.

- Vi får en anmeldelse fra en 32-årig mand, der fortæller, at han har fået flere knytnæveslag i ansigtet og spark, og fået en flaske kastet efter sig, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive. 

Politiet efterforskede sagen og endte med at opsøge den 32-årige overfaldsmand på en adresse i Skive, hvor han var hos en bekendt.  Manden blev anholdt 11:26 onsdag og fremstillet i grundlovsforhøret torsdag formiddag. 

Jægerkroen ligger her i det centrale Skive

Selv om den 32-årige erkendte politiets fremstilling af forløbet valgte han at tage 14 dages betænkningstid for at overveje, om dommen skal ankes.