26-årig anholdt for røveri

En tredje gerningsmand fra et røveri i Skive er søndag blevet anholdt. Han har været efterlyst siden den 1. april. Nu er han varetægtsfængslet.

Haandjern-paa-politi_0.jpg

Politiet har netop anholdt en tredje gerningsmand fra et røveri i Skive. Det oplyser vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den anholdte - en 26-årig mand fra Skive-egnen - begik den 1. marts røveri mod en 20-årig mand sammen med to medgerningsmænd, der blev varetægtsfængslet den 1. april. De forsøgte at true og slå sig til mellem 10.000 og 20.000 kroner, men slap kun afsted med få hundrede kroner. Den 26-årige mand har været efterlyst siden den 1. april og er altså nu i politiets varetægt.

Røveriet fandt sted på Sallinggade i Skive, og politiet spekulerer i, om der fortsat er en gerningsmand på fri fod.

- Der er muligvis en fjerde gerningsmand, som vi endnu ikke kender navnet på, fortæller Lars Even.

Den 26-årige er kendt af ordensmagten. Han er blevet varetægtsfængslet til den 23. april.