20-årig kvinde overraskede indbrudstyv

Tyv var på systematisk sommertogt i Skive-området.

villakvarter250711.jpg

Syv familier fik en dårlig overraskelse, da de kom hjem fra ferie i denne weekend. En ukendt gerningsmand var nemlig brudt ind i syv forskellige huse i kvartererne omkring Brombærvej, Druevej og Petravej, mens beboerne havde været på ferie, og herfra blev der stjålet blandt andet smykker og kontanter.

- Generelt kan man sige, at det er samme redskab, der er blevet brugt til at bryde ind, fortæller vicepolitikommisær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive.

Men politiet har endnu et spor at gå efter. Da tyven forsøgte at bryde ind i et ottende hus, blev han nemlig opdaget.

- Han løftede persiennerne i et af vinduerne og lyste ind, men her var en 20-årig kvinde alene hjemme, og hun bliver forståeligt nok meget bange, forklarer Lars Mikkelsen. Da gerningsmanden blev opdaget, stak han af fra stedet. Det er helt sikkert den samme gerningsmand, der står bag de andre syv tyverier, uddyber Lars Mikkelsen.

Politiet hører derfra meget gerne fra vidner, der har set eller hørt noget mistænkeligt mellem klokken 22 torsdag aften og klokken ti fredag morgen. Henvendelser kan ske på telefon 114.