19 millioner til forbrugerne

Skive Vand klar med stor tilbagebetaling til sine forbrugere.

030111_Vandhane.jpg

Forbrugerne under Skive Vand har fået en uventet nytårsgave.

Forsyningsselskabets bestyrelse har besluttet, at de penge, som selskabet sidste år modtog i forbindelse med en stor voldgiftssag, skal betales tilbage til forbrugerne.

Det drejer sig om 19 millioner kroner, der nu skal retur til de forbrugere, der i 2010 har betalt spildevandsafgift.

- Vi er i Skive Vand meget glade for, at vi kan starte det nye år med en meddelelse, der vil lune i mange husholdningsbudgetter og for en række virksomheder, siger formanden for Skive Vand, Peder Christian Kirkegaard.

En husstand med et årsforbrug på 110 kubikmeter kan se frem til at få omkring 1500 kroner tilbage. Tilbagebetalingen vil ske i forbindelse med årsopgørelsen, der udsendes i marts.

Skive Vand er et aktieselskab ejet af Skive Kommune og står for ca. 75 procent af vandforsyningen i kommunen.