VM i curling lakker mod enden: Det er gået over al forventning

Curlingkvinder fra 13 forskellige lande har prydet isen til VM i Curling i Silkeborg. Trods mange nederlag til Danmark er arrangementet gået over al forventning.

De danske curlingkvinder var glade efter en 7-1 sejr mod Japan.
De danske curlingkvinder var glade efter en 7-1 sejr mod Japan.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det danske landshold må se sig til takke med en tredjesidste plads til årets VM i curling for kvinder.

Men en placering i bunden lægger ikke en dæmper på begejstringen for arrangementet.

- Det er gået over al forventning. Arrangementet og arrangørerne får ros fra alle sider, siger Søren Skau, som er formand for Silkeborg Curling Club.

Ifølge formanden var det tilfældigheder, der gjorde, at verdensmesterskaberne kom til Silkeborg. De havde ikke turde drømme om, at det ville ske, så begejstringen var stor, da det blev offentliggjort i december 2017. Men der fulgte også bekymringer med.

- Vi var lidt spændte, fordi det er et forholdsvist lille sted, vi har. Vi var spændte på, om vi nu kunne være her, men det er gået så fint, lyder det fra en lettet Søren Skau på verdensmesterskabernes sidste dag.

En topplaceringen havde været overraskende

Det danske landshold har tabt 9 ud af 12 kampe til årets VM, som startede d. 16. marts. De har blandt andet tabt til favoritterne fra Schweiz og Sverige, som spiller finalekampen i dag, søndag, klokken 16:00.

Men det lå altså heller ikke i kortene, at de danske landsholdskvinder skulle løbe afsted med en topplacering.

- Det havde været en gigantisk overraskelse, hvis de skulle ende i finalen. Jeg er på ingen måde skuffet over det danske hold. Tværtimod. Det er nogle gode hold, de er oppe i mod, og de har helt andre forudsætninger end os, siger Søren Skau.

Det danske landshold vandt kampene mod Finland, Skotland og Japan. 

En god mulighed for at gøre sporten kendt

For at få tingene til at spille til VM, har omkring 120 frivillige fra flere af de deltagende lande hjulpet til.

Og til at skabe den gode stemning har flere end 5.000 tilskuere lagt vejen forbi sportscentret i Silkeborg. Curlingklubben havde selv inviteret omkring 800 skolebørn i håbet om skaffe nye juniorspillere.

- Det er en enestående mulighed for at gøre sporten kendt. Og det er mit indtryk, at de tog godt imod det, siger formand Søren Skau.

Det er anden gang, Danmark lægger is til VM i curling. Senest var i 2011, hvor det blev afholdt i Esbjerg.

5:13
Engang vandt Danmark medaljer til VM i curling, men nu er danskerne blevet overhalet af alle konkurrenterne.