Venner henter gratis øl - ellers var det røget i kloakken

1000 liter øl for i alt 25.000 kroner blev i dag givet væk i Silkeborg.

Jeppe Borg Høj fra Silkeborg (hvid trøje) ses her sammen med sine venner. De har taget beholdere med.
Jeppe Borg Høj fra Silkeborg (hvid trøje) ses her sammen med sine venner. De har taget beholdere med.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

En lang kø med fornuftig sikkerhedsafstand mellem hver person startede i dag ved værtshuset Admiralen i Silkeborg.

I hænderne havde de ventende kander og andre beholdere, og det var der en god grund til. For klokken 12 i dag delte værtshusejeren i alt 1000 liter øl ud, der ellers ville blive for gammelt på grund af coronakrisen.

Nogle af de ventende var Jeppe Borg Høj fra Silkeborg og hans venner. 

- Jeg synes, det er en skide god idé. Det er en forfærdelig masse øl, der ellers bare går til spilde. Det er det, de lever af og tydeligvis godt kan lide at lave, så jeg synes, det er en god idé lige at gøre sådan en påskedag lidt bedre for os alle sammen, forklarer Jeppe Borg Høj.

Klokken 12 åbnede dørene, og de første ventende kunne få sig en gratis kande øl.
Klokken 12 åbnede dørene, og de første ventende kunne få sig en gratis kande øl.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Han fortæller, at han savner at gå på værtshus med sine venner. Derfor vælger han da også at støtte Admiralen lidt, selvom øllene er gratis.

- Selvom de siger, det er gratis, så kan man jo godt støtte lidt, så vi sender lidt penge, når vi kommer derind, forklarer han.

Skal ikke i kloakken

De 1000 liter øl har kostet værtshusejer Kenn Jørgensen 25.000 kroner.

Øllen bestiller han normalt en uge før, det skal leveres, og det gjorde han også i starten af marts. Det blev leveret dagen før, statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde lukkede store dele af Danmark ned.

Kenn Jørgensen har handsker på, mens han skænker gratis øl op i folks medbragte beholdere.
Kenn Jørgensen har handsker på, mens han skænker gratis øl op i folks medbragte beholdere.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Derfor giver Kenn Jørgensen øllen væk.

- Alternativet til at forære det væk er at smide det i kloakken. Når man får fadøl på tank, som der er tale om i det her tilfælde, så har det fra levering maksimalt fire ugers holdbarhed, forklarer han og uddyber:

- Da vi fik meldingen, ville der gå fire uger. Nu går der fire uger mere, og det kan godt være, det kan holde sig frem uger, men jeg tør i hvert fald ikke løbe risikoen og se, om det kan holde sig i otte. Så nu skal det smides i kloakken, og det, synes jeg, er synd, så derfor forærer jeg det væk.

Sikkerheden er på plads

Ude foran værtshuset har de markeret, hvor langt folk skal stå fra hinanden. Der bliver maksimelt lukket seks gæster ind af gangen, og også indenfor er der afstandsmarkører på gulvet.

Herudover har Kenn Jørgensen hyret folk til at sørge for, at alt går, som det skal, når øllen skal skænkes. Han regner med, at de kan klare 300 liter i timen.

Det er Kenn Jørgensen og hans kone, der skænker øl op. Ingen andre rører hanerne.
Det er Kenn Jørgensen og hans kone, der skænker øl op. Ingen andre rører hanerne.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Udover de folk, som Kenn Jørgensen har hyret, så er politiet også tilstede ude foran værtshuset.

- Vi er her for at hjælpe værtshusholderen med at holde ro og orden. Vi har et samarbejde med ham og har været inde for at snakke med ham for at vejlede ham i, hvordan det skal foregå. Og så er vi her lige for at se, om folk også efterkommer det, han nu fortæller dem, forklarer Niels Døttler fra Silkeborg Politi. 

Han understreger, at der ingen problemer har været. Ligesom politiet i Silkeborg generelt ikke har haft problemer med borgernes opførsel i løbet af coronakrisen.

Inde i værtshuset forsøger Kenn Jørgensen da også at holde humøret højt, selvom han nu må give øl for 25.000 kroner væk.

- Det er bedre end at smide det ud, og jeg kan jo konstatere, at der kommer temmelig meget omtale ud af det, slår han fast.