Uregerlig kvinde sparkede og bed politiet efter bytur: - Det er ærgerligt

Politiet har haft nok at se til i bylivet i Silkeborg i weekenden.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En beruset, 28-årig kvinde fra Glamsbjerg på Fyn voldte store problemer for politiet i Silkeborgs natteliv tidligt søndag morgen.

Klokken 06.40 optrådte kvinden ifølge politiet meget ophidset og råbende overfor de øvrige gæster i bylivet i Nygade, og derfor forsøgte to betjente at få hende stoppet.

Kvinden ville dog ikke oplyse, hvem hun var, og da politiet ville anholde hende, sparkede og ramte hun den ene betjent.

Og det stoppede ikke her. For da patruljen fik hende med ind på stationen bed hun den anden betjent i låret.

Den uregerlige kvinde er nu blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for vold mod de to politibetjente.

- Jeg synes, det er ærgerligt, det skal gå ud over mine kolleger, der bare forsøger at passe deres arbejde, siger Jeppe Holgersen fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Politiet har løsladt den 28-årige igen.

Ikke den eneste batalje i weekenden

Episoden var ikke den eneste, hvor politiet blev udsat for vold i Silkeborgs natteliv i weekenden.

Natten til søndag blev en voldelig, 33-årig mand også anholdt, efter han på et værtshus, ligeledes på Nygade, slog en anden gæst i hovedet med en flaske.

Under anholdelsen var manden fortsat aggressiv, og her slog han en betjent på overkroppen med knyttet hånd.

Manden, der kommer fra Silkeborg, er nu siget for vold mod tjenestemand og for vold mod gæsten.