Ung kvinde anmelder voldtægt på banegården

En 30-årig mand blev tidligt fredag morgen anholdt for at voldtage en 19-årig kvinde i Silkeborg.

Voldtægten foregik ifølge anmeldelsen i ventesalen på banegården i Silkeborg.
Voldtægten foregik ifølge anmeldelsen i ventesalen på banegården i Silkeborg.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Ventesalen på banegården i Silkeborg var fredag morgen afspærret, efter at Midt- og Vestjyllands Politiet har modtaget en anmeldelse om en voldtægt.

Lokalpolitiet i Silkeborg oplyser, at det drejer sig om en 19-årig kvinde, der kontaktede politiet klokken 05.01.

Kvinden havde mødt en mand ude foran banegården. Han spurgte blandt andet ind til nogle togafgange, og inde i ventesalen blev han mere pågående. Det endte ifølge anmeldelsen med, at han holdt den unge kvinde fast, tog tøjet af hende og voldtog hende.

Politikommissær Lasse Ivanøe oplyser, at det lykkedes kvinden at vriste sig fri - hun alarmerede politiet, og da betjentene nåede frem, traf de en 30-årig mand, som blev anholdt klokken 05.40. 

Undersøges for tekniske spor

Fredag formiddag er den 30-årige endnu ikke afhørt af politiet, idet han kort efter anholdelsen faldt i søvn. 

Når han er afhørt, vil politiets jurister tage stilling til, om han skal fremstilles i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Opdatering

Opdatering:

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser nu, at man ikke ønsker at fremstille manden i et grundlovsforhør.

    Politiet betragter banegårdens ventesal som et gerningssted. Salen var derfor spærret af, mens politiets teknikere undersøgte stedet for spor.

    Lasse Ivanøe fortæller, at man nu også vil undersøge, om der er overvågningsoptagelser, der kan være med til at kaste lys over sagen. 

    Midtjyllands Avis har tidligere skrevet, at den anholdte er beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård, men det er ikke tilfældet, oplyser politiet ifølge Ritzau. Nu fremgår det, at der er tale om en udenlandsk statsborger.

    Ventesalen på Silkeborg Banegård
    Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST